mandag, september 25, 2006

Kampreferat: Den Glade Gnu - FC Komfort

Fire måneder var der gået siden Komfort sidst mødte de grønklædte Gnuer fra Valby, da holdet mødtes til taktikmøde og junkfood på Mickey D's. En simpel taktik blev lagt, æd en Eggmcmuffin, drik en jordbærshake og scor et mål mere end modstanderen. Vi var hele ni spillere klar, desværre kan deres udsendte ikke huske navnene på dem alle, da han havde travlt med at holde sig selv nogenlunde efter en fugtig firmafest. Komfort stillede ihvertfald op med Tobias, Thomas, Dan, Morten, Mads, hvorefter de sidste fire navne glipper, men den ene signing var vist Dans fætter.

Kampen gik altså i gang på et ukristeligt tidspunkt, hvor de fleste drager hjem fra byen, snarere end til en knoldet jordbane mellem motorvej og jernbane. Om det var klokken eller blot udtryk for at Komfort var bedre skal jeg ikke gøre mig klog på, men der blev lagt et fornuftigt pres på modstanderen fra start og med en smule mere held ville de Stribede fra Kløveren have taget føringen. Desværre er Komfort inde i en fase hvor målene ikke ligefrem opstår af sig selv og der til gengæld lukkes en del nemme mål ind. Det skete også efter en Gnu havde fået tid og plads til at skyde fladt fra distancen, et skud der ikke var synderligt hårdt, men alligevel går ind, når målmanden vælger at koste sig med en forsinkelse som et gennemsnitligt regionaltog.

Målet lukkede de afrikanske køer ind i kampen og det var ikke helt uventet at de scorede igen lidt efter, da lidt sløseri i forsvarsspillet lod en trillende bold havne hos deres lange lokum af en nummer 5, der resolut og fladt sparkede den i kassen. Bagud to-nul igen på Valbys pløjemark, skulle Komfort igen sætte tempoet og der blev skabt en del chancer, selvom det bør med at Gnuerne forblev farlige og havde et par løse muligheder der kunne have lukket kampen før pausen. Istedet sluttede Komfort bedst og havde fortjent et mål, da Dans hovedstød overraskede alle, undtagen overliggeren, der raskt væk parerede den følte afslutning.

På trods af at være bagud, havde Komfort været med og endda haft den gule førertrøje på i det meste af kampen, så det var med oprejst pande at Komfort drak pauseteen og nød det fine vejr. Desværre var spillet i anden halvleg kanp så godt som i første og det var ikke længere Komfort der sad på spillet. Det var som sådan heller ikke fordi Gnu rullede det store arsenal frem, men de trak kampen ned i tempo og benyttede den plads de fik godt. Især deres nummer 10 viste sig som en meget boldfast spiller, der med en smule mere antrit og koldblodighed ville være kommet på måltavlen. Istedet fik Gnu en kontra der afgjorde kampen, da de spiller sig igennem til en friløber og med et kikset skud får bolden mumlet i mål.

Udbygningen af DGGs føring tog pusten fra FCK og den sidste del af kampen var en noget rodet affære, hvor Komfort ikke kunne sætte sig igennem og hvor der var for meget plads til Gnu, som igen trak tempoet ud og effektivt dræbte kampen. De sidste minutter blev derfor en ørkenvandring af dimensioner og jeg mindes ikke at hverken vi eller de var i nærheden af målene. Kampen sluttede 3-0 og Komfort fastholder femtepladsen og kan med en sejr i næste kamp sikre sig endnu en sæson i rækken.

Næste kamp er Hadets Kamp version 2.0, når vi tager imod Olympic Kalif på Kløvermarken d. 28.

Ingen kommentarer: