onsdag, august 16, 2006

Kampreferat: FC Komfort - FC Dommen

Tirsdagens opgør i serie 7C var ventet længe. Komfort kom med et ganske uhæderligt nederlag i bagagen og var på udkig efter en succesoplevelse, gerne igennem en sejr, som også ville give luft til bunden af tabellen og muligvis sende rækkes 7Cs darlings op i den sjove ende af tabellen. Før kampen lå Komfort og Dommen side om side, med kun 2 points forskel. Estadio de Kløvermarken lagde græs til kampen, som blev dømt af Niels Rydahl.

Komfort stillede op i en sprudlende 2-3-1 opstilling, med Mads på mål og derefter Morten, Thomas, Simon, Ralff, Terry Butcher, Peter og Johnny Træben i marken på skift.

Kampens start var præget af det svære underlag, og en smule modvind, der gjorde Komforts præcise afleveringer noget korte og skæve. I denne periode lykkedes det Dommen at score, da de på særdeles usportslig vis sparkede bolden indover til en helt fri Morten, der resolut hamrede bolden i eget mål via sit støtteben. Bortforklaringer om manglende støvler blev afvist og Morten gjorde skaden god igen, da han kort efter scorede tæt inde under mål efter et hjørnespark. Dødbolde skulle i det hele taget vise sig, at være Komforts stærkeste våben i kampen.

Den hurtige udligning lullede tilsyneladende Komfort i en rolig søvn, for kort efter scorede Dommen igen, efter forsvarsspil der ikke bør skrives hjem om. Men igen viste Komfort rutinen og Ralff kunne udligne efter et hjørne. Kort efter fik Komfort et frispark på kanten af feltet, et frispark som lugtede en del af straffe, men kampens iøvrigt gode dommer, pegede ikke på pletten, men på det yderste af straffesparksfeltets streg.

Ralff lagde an til at skyde og efter lidt indledende springen over bolden, strøg svineblæren mod bagerste stolpe og ind i netmaskerne, bag en sagesløs doms-målmand. 3-2 stod det ved pausen, hvilket var ganske retfærdigt efter en halvleg, hvor Komfort spillede udmærket, men mistede koncentrationen et par gange.

Anden halvleg startede med et gult kort og efterfølgende fem minutter i straffeboksen til Simon, efter en tackling der kom lidt for sent. Dommen øgede presset og efter at have spildt en del chancer, fik de afsluttet og bolden endte i netmaskerne. 3-3 og de chancer som Komfort havde spildt i kampe så ud til at blive dyre, indtil banens ældste oplevde sin anden ungdom. Et frispark på midten af banen ender hos træbenet, der sparker bolden højt mod mål. Ingen går mod bolden, så pludselig hopper bolden et stykke fra mål, hvorefter træbenet er der igen, og med en flyvende flugter sender i bolden via jorden, over målmanden og i mål. Et smukt øjeblik der havde fortjent en lidt større scene end en vindblæst og våd 7-mandsbane på skralde-øen.

Derefter satte Komfort sig tungt på kampen og det meste af holdet lagde billet ind på kampens største afbrændere. Istedet for at lukke kampen med et par mål mere, måtte Komfort pludselig kaste sig ind foran bolden i kampens sidste minutter, men heldigvis kom Dommen aldrig tættere på end lige ved og næsten og efter 2 gode halvlege, kunne FCK fejre efterårets første sejr. Sejren sendte samtidig Komfort op på en 6. plads, et point efter Rio København.

0-1
1-1 Morten
1-2
2-2 Ralf
3-2 Ralf

Pause

3-3
4-3 Johnny