fredag, august 29, 2008

Kampreferat: FC Komfort - Centrum FC

Det var med stor vemod at deres udsendte drog mod Kløvermarken for at se boldkejserne fra FC Komfort spille mod bærmene fra Centrum FC. Vemodigt, fordi det vil være sidste gang i lang tid, at mine øjne ville nyde række bs øjeblikkelige førerholds smukke fodboldspil. Til gårdagens kamp havde træneren blandet posen således:

Emil
Johnny - Dan
Simon - Morten - Jannik
Anders

Den smukke bænk var besat med Brian og Peter, mens jeg altså udgjorde det som livereporter og enmands stemningsfontæne.

Centrum ligger, på trods af en fornuftig start på efteråret, i den nederste halvdel af tabellen, og forskellen på det tynde øl og den bjørnebryg FC Komfort er, viste sig fra kampens start. På den regntunge bane, der indbød til herretacklinger, ser Dan at Centrums frosvar står og smpsover omkring midterlinien. Med et langt indkast sender han således Morten og Jannik alene igennem mod målmanden og Jannik kan bugsere bolden det sidste stykke over stregen efter at Morten har sendt den over målmanden. Et stille "worst... game... ever" kunne høres fra Centrums målmand.

I det hele taget virkede Komfort hurtigere i alle spillets faser, men særligt i det der vist hedder omstillingsspillet, hvor Komfort hurtigt fik mange folk med frem, mens Centrum lod til at hænge enten i forsvaret eller angrebet til alle tider. Det var derfor ganske efter spil og fortjeneste at Komfort scorede til verdens farligste føring, da Anders fører bolden frem i en kontra og spiller Morten. Komforts midtbanedynamo tager et træk og sender bolden fladt i det lange hjørne.

Den uhørt farlige føring betød naturligvis at Komfort mistede overtaget i kampen. Heldigvis blev den farlige situation afsluttet, da Peter følger godt op på en ripost og tørt hugger bolden i nettet. Foran 3-0 skulle kampen dermed være afgjort, men nervøsiteten fra 2-0 sad måske stadig i benene, for Centrum bevarede et overtag i spillet. Dette overtag gav Centrum en halv friløber, men på kanten af feltet når Morten tilbage og fanger både bold og mand, hvilket giver ham et fortjent gult kort. Centrum truede sjældent det purunge målmandstalent, der forsøger ikke blot at udfylde trøjen, men også rollen som kolerisk tosse med handsker. Overtalssituationen betød dog at de blev farligere, men kun en enkelt stor chance blev det til, men den unge unge Emil kom ned i fødderne på angriberen før denne havde tid til at placere sit skud ordentligt.

De seks smukke mænd fra Komfort kæmpede bravt, men til sidst måtte de strække våben. Peter kommer helt fri igennem mod målmanden, men overplacerer sit skud. Om det var ærgelse eller trætte ben der betød at Komfort ikke kom hjem efterfølgende er svært at sige, men Centrum udnyttede ihvertfald hullerne i det bagerste til at reducere kort før pausen, hvilket jo er et fremragende tidspunkt at score på.

Der var således både gode og dårlige ting at tage med til pause-teen, men tilsyneladende var det primært de dårlige der blev taget med ud igen til anden halvleg. Alligevel formåede Komfort at spille sig frem til flere små chancer, blandt andet takket være en fin skovtur af Comic Boo... Centrums målmand, men bolden gik over mål. Ti minutter inde i anden halvleg scorer Centrum igen og så var der ellers rigelig nervøsitet at spore hos både spillere, stemningsfontænen og træneren der var igennem på telefonen.

Hidsige gloser og spørgsmål "hvad går der galt?" hørtes fra trænerens mund, men i samme øjeblik valgte Komfort at udnytte et hjørnespark fuldt ud. Peter og et navn der ikke helt kan aflæses på mit regnvåde notespapir, men som vist er Jannik, kombinerede lidt frem og tilbage, før Jannik sendte et dommedagsmissil i mål. Foran 4-2 kunne Komfort pludselig det hele og angreb efter angreb bølgede ned mod Centrums mål, hvor målmanden hev flere store redninger frem. Brian gjorde det til 5-2, før Dan mente at holdene var for ulige og derfor fik sig et gult kort, så holdene var mere lige. Alligevel var det stadig Komfort der dominerede og målscoren kunne være blevet større, men en blanding af nipseri og et stolpeskud satte en stopper for de ambitioner.

Kampen slutter 5-2, hvilket var samme resultat som første gang de to holdt mødtes. Man of the match var der ikke stor enighed om, både Johnny og Jannik (samt flere, men på det tidspunkt var papiret altså ret vådt og derfor ikke videre skrivbart) fik stemmer.