onsdag, august 19, 2009

Glostrup Cows - FC Komfort

FC Komfort tabte 7-2. Glostrup kom på 6-0 efter Komforts dårligste kamp i flere sæsoner, før Komfort fik pyntet lidt på resultatet. Brian scorede begge Komforts mål.

Truppen:
- Mads
- Bento
- Peter
- Brian
- Morten
- Simon (der indkasserede en fin fin advarsel for absolut ingenting)
- Tambo
- (Anders)
- (Mikael)

tirsdag, august 11, 2009

FC Komfort - NB 99

Op til efterårssæsonens åbning mod NB 99 herskede spørgsmålene. Ville Morten være fit for fight på trods af rygproblemer? Kunne Komforts helt egen unge pauseklovn i målet revanchere sig for sin pauvre indsats i forårssæsonens sidste kamp? Ville NB 99’s Abrahamsen være lige så uduelig som i første opgør? Og havde Tambos Sunny Beach-sommerferie påvirket hans form og kropsbygning?

Hvor det sidste spørgsmål kunne besvares allerede under opvarmningen, hvor Tambo rendte rundt i bar overkrop (jeg vil for Tambos skyld undlade at besvare selv, men lade det være op til den enkelte at vurdere), måtte der en times fodbold til for alvor at besvare de tre andre spørgsmål. Coach Klinkby havde udtaget ni yderst smukke yndlinge, og startopstillingen var som følger:

Emil

Morten - Simon

Pawel - Jannik - Patrick

Ralff


Anders og Tambo udgjorde bænken, mens adskillige skadesramte spillere stod klar på sidelinjen til at hylde Kløvermarkens hvidklædte (eller i undertegnedes tilfælde: grøn-sort-og-to-forskellige-nuancer-af-blå-klædte) helte, håne uslingene fra NB 99 og lægge maksimalt pres på dommeren. I startopstillingen var det især værd at bemærke Ralff, der spillede sin tredje Komfort-kamp på to sæsoner og skulle forsøge at leve op til sit snit på fem mål per kamp, samt det rene Klinkby-forsvar, der var en konsekvens af et skadesafbud i sidste øjeblik fra Tobias’ side.

Der var ikke spillet meget mere end et minut, da Komforts længste skadesliste i 30 år kunne udvides med yderligere en mand, idet Jannik måtte udgå for resten af kampen med en fibersprængning. Anders overtog hans plads på den centrale midtbane, hvor han da også gjorde det fint kampen igennem. Starten af kampen var præget af lidt forsigtigt spil, hvor Komfort især forsøgte at bygge spillet op nedefra med de to boldstærke Klinkby-brødre (og senere ligeledes Tambo), og hvor de fire forreste indgik i udmærket kombinationer og gennembrud, om end det ikke førte til voldsomt mange åbne muligheder. Morten nåede at bringe sig selv i fokus i et par omgange med et par lidt hårde tacklinger, hvor dommer Per Brandt allerede havde hånden i lommen i forbindelse med den anden indtil højlydte protester fra Komfort-bænken bragte ham på andre tanker.
Det skulle blive Anders, der åbnede scoringen for Komfort, da kombinationer har bragt ham i skudposition udefra. Skuddet rettes af og sejler i en blød bue forbi målmanden. 1-0 til Kløvermarkens helte.
Det åbnede lidt op for chancerne. Efter scoringen kørte NB 99 med et højere pres og forsøgte at blokere opspillet nede fra forsvaret, hvorfor Komforts spil blev lidt mere monotont med afleveringer op til Ralff, der i en-mod-en-situationerne mod NB 99’s store forsvarer konstant var farlig, om end han måtte nøjes med et stolpeskud og et par forsøg, som målmanden måtte redde, i denne periode.
Midtvejs i første halvleg får uslingene fra NB så foræret et tyndt frispark på kanten af feltet. Om det var kompensation for, at Morten ’Psycho’ Klinkby undgik en advarsel tidligere i halvlegen skal ikke kunne siges, men det endte i hvert fald med en småufortjent udligning, da Nakamura-klonens frispark afrettes med maven af en eller NB-klovn inde under mål. Der var med sikkerhed både hånd på bolden, skub i ryggen, sol i øjnene og snørrebånd, der var gået op, men alligevel blev målet anerkendt, og det kunne man jo ikke gøre så meget ved.
Komfort svarede dog hurtigt igen. Bolden gives op, og det allerførste der sker er et frispark dømt til Komfort et stykke uden for de blåklædte modstanderes felt lidt ude til højre. Ralff lægger bolden til rette og kvitterer ved at smadre et brag af et frispark lidt til højre for mål højre om muren og i mål. Komfort var i front igen, og det efterfølgende jubelbrøl må have kunnet blive hørt helt ovre på den anden side af Øresund.
Herefter vendte kampen igen tilbage til samme mønster med Komfort, der hovedsageligt slog bolde op på Ralff, mens NB pressede højt. NB begyndte dog så småt at skabe større muligheder, men her kan vi tage fat i spørgsmålet for indledningen: ja, Emil ’Pauseklovn’ Petersen kunne revanchere sig. Først fik en NB-angriber vippet bolden bagom begge Komfort-forsvarere, men flugteren fra kanten af feltet blev modigt blokeret af den fremstormende Komfort-keeper, om end bolden på en eller anden måde formåede at hoppe i retning af målet, hvor Simon dog nåede bolden på målstregen og forhindrede en udligning. Ydermere brillerede Komfort-keeperen med en fin fin tv-redning sidst i halvlegen, da en ripost efter et hjørnespark blev sparket i retning af målhjørnet, men bolden blev vippet over.

2-1 til Komfort ved pausen, hvor der blev snakket om et ønske om at spille bolden lidt mere rundt frem for oftest at lægge bolden op på Ralff. Der skulle kun gå fem-ti sekunder af anden halvleg før en anden vej end ’læg bolden op til Ralff’ var tæt på at give en mulighed, men Mortens stikning i dybden til Pawel var lige akkurat for lang, hvilket tydeligvis resulterede i, at man efterfølgende gik tilbage til ’ram Ralff’-taktikken.
Anden halvleg var mere chancerig end første. NB 99 brillerede mest udi ufarlige skud fra distancen, der gerne landede et pænt stykke bag mål, mens Ralff i den anden ende stadig havde problemer med at passere NB 99’s målmand, ligesom Morten misbrugte en friløber ved at drible ind i den liggende målmand.
I denne ineffektivitetens periode fulgte dog kampens absolutte højdepunkt. I Komforts højreside formår en NB-mand at komme forbi Pawel, som efterfølgende bliver dømt for at hægte ham. Det var ikke særlig voldsomt (og ifølge Pawel var der ikke engang kontakt, men siden hvornår har nogen nogensinde troet på en polaks udsagn?), men NB 99’s nummer 8, som sad ude på bænken på det tidspunkt, udbrød prompte: ”ER DU DA FULDSTÆNDIG SYG I HOVEDET, MAND!?”. Dette medførte store klapsalver fra Komfort-langsiden.
Nå, tilbage til fodbolden. Psycho-Pawel brød ineffektiviteten, da han løber en stikning i dybden op, trækker venstre om målmanden og sparker bolden ind i det nu tomme mål. 3-1 til Komfort, og så burde kampen være lukket.
NB 99 formåede dog at lægge lidt pres på herefter og var endda i stand til at krydre de planløse los over og forbi mål med kvalificerede forsøg inden for rammen. To halve friløbere igennem Komforts højre forsvarsside blev begge snuppet af Komforts herlige unge målmandstalent med hhv. en fodparade og en lynhurtig refleksredning med højrehånden. Da det endelig lykkedes at finde en lykkelig mellemvej mellem ’inden for Komfort-keeperens rækkevidde’ og ’et pænt stykke uden for rammen’, var det, da en kvalificeret afslutning fra kanten af feltet tog stolpen, og det var således heller ikke lykken for uslingene fra NB 99. Derfor valgte de igen at sparke inden for rammen frem for på træværket, hvilket var medvirkende til, at den unge Komfort-keeper kunne hive en trippelredning op ad ærmet. Da de endelig formåede at få nettet til at blafre et minut før kampens udløb var det udelukkende et resultat af en volleyballtæmning på kanten af feltet fra Nakamuras side, og det dømte frispark bliver såmænd anledning til dagens næstbedste detalje (intet overgår svineren til Pawel), da den fint spillende Komfort-keeper tonser frisparket op til en helt fri Ralff, der midt for mål saksesparker bolden ind bag keeperen. Ralff var jublende lykkelig og det samme var Komfort-keeperen, som kunne notere sig sin første assist på holdet. Den massive jubel langt inde på modstanderens banehalvdel medførte, at Komfort-keeperen kun lige var nået ind på egen banehalvdel og at Ralff stod et godt stykke inde på NB 99’s banehalvdel, da bolden blev givet op, hvorfor det endte med, at bolden på en eller anden måde klumpede ind over målstregen (det er sgu også svært at løbe baglæns, kigge efter bold og forsøge at blokere på samme tid – mænd multitasker ikke!) i samme moment, som dommeren fløjtede af. Resultatet er hos DAI er noteret til 4-1, hvorfor det må konkluderes, at det sidste klumpemål ganske korrekt ikke talte, og at jeg dermed stod en fantastisk og pletfri kamp. Hurra for mig!

Den smukke unge keeper som er mig tog da også Man of the Match-titlen med Ralff på andenpladsen. Næste kamp er onsdag den 19. august i Glostrup, hvor Glostrup Cows skal forsøge at revanchere deres ynkelige indsats i det første indbyrdes opgør.

FC Komfort 4-1 NB 99
1-0 Anders
1-1
2-1 Ralff
3-1 Pawel
4-1 Ralff

Åh ja, de ubesvarede spørgsmål. Abrahamsen var om muligt endnu mere usynlig i denne kamp end i den første, og Morten var tilpas fit for fight til ikke at udbygge skadeslisten unødigt, om end hans ryg ifølge ham selv havde kendt bedre dage end lige efter slutfløjtet. Over and out.