torsdag, oktober 05, 2006

Kampreferat: FC Komfort - Stød

Kløvermarken sørgelige undskyldning for et græstæppe lagde endnu en gang græs til de heroiske Komfortspilleres bestræbelser på at slutte et sted i den bedre halvdel af tabellen. Stød hed modstanderen og begge hold havde en sejr og et mål til gode, da første kamp endte 0-0. Ti mand dukkede op denne flotte torsdag og de var:

Mads
Tobias - Thomas
Morten - Dan - Simon
Brian

Med Ralf, Johnny og Peter på bænken, tror jeg. Notesblokken var sværd at styre med handsker på.

Solen stod lavt over banen og det var derfor en glimrende idé at Dan vandt lodtrækningen og dermed kunen vælge banehalvdel. Naturligt nok stillede Komfort op så solen var i ryggen og det virkede til at genere Støds målmand, der nøgterns set ikke var banens bedste. Omtrent tyve sekunder tog det Dan at score sit første sæsonmål, kun få dage efter han havde rundet en alder der placerer ham tættere på den officielle pensionsalder end på aldersgrænsen på diverse københavnske diskoteker. Jeg skal ikke gå i detaljer om målet, primært fordi jeg ikek kan hsuke det. Men godt var det, går jeg ud fra.

Få minutter senere var der igen mål, denne gang var Simons fod den sidste på bolden. Stød havde ganske enkelt ikke en chance og mistede bolden nærmest før de overhovedet havde givet den op. Desværre løsnede Komfort grebet en smule og Stød kunne benytte deres spilleres fysik, nogle af dem grænsende til det målmandsfede, og fik afsluttet godt udefra, men bolden blev reddet ganske pænt og Komfort skruede igen tempoet i vejret. Dette resulterede i et tredje mål, denne gang fra Ralf, der var at finde i truppen efter en kort pause. Komfort havde ikke bare Stød i sækken, men denne var snørret, låst, smidt i et pengeskab og klar til at blive sendt ned på bunden af Øresund.

Godt nok er 2-0 den farligste føring, men 3-0 var tydeligvis heller ikke helt sikkert, for pludselig var Komfort et orgie af angrebslyst og knap så megen trang til at komme med tilbage. Stød udnyttede dette effektivt og sendte konstant 3 mand dybt ind på de stribedes banehalvdel og skabte således flere en mod en-situationer og endda også et par overtalsangreb. Heldigvis var deres spark fra distancen, særligt fra højre side, enten lige på mål eller ved siden af, men noget skulle der ske hvis ikke de skulle kæmpe sig fra af den snørrede sæk i pengeskabet. Ganske rigtigt brød de fri af sækken få minutter senere, da et langt udspark efterlader deres mand lidt alene i vores venstre side. Han bruger kroppen og vender med bold rundt om den ene forsvarsspiller og kommer alene mod mål, og scorer et ganske flot mål.

Kort efter gentog kunststykket sig, men denne gang trak han ikke ind, men sparkede resolut og fladt i det lange hjørne og pludselig var kattekillingerne ikke døde på bunden af havet, men lystigt springende rundt i sofaen efter komfortgarnnøglen. Undøvendigt og en smule skræmmende, for der var faktisk klasseforskel på holdene, når Komfort ikke nipsede og lød den extra meter.

Heldigvis tog Morten sagen i egen hånd og afdriblede det meste af banen og huggede bolden hårdt ind, så Komfort kunne gå til pause med en lidt mere solid føring. Alligevel var der utilfredshed og der blev mumlet lidt unødigt på banen af hinanden. Trænerens budskab i pausen var simpelt, spil bold på dem og lad midtbanen trække lidt dybt, så Støds lange bolde med solen i ryggen ikke når ind i det farlige område foran mål.

Efter et Gustav Winckler-kampråb begyndte anden halvleg præcis som første, nemlig med mål til de stribede fra Kløveren. Ralf gjorde skaden god fra første halvleg, hvor han med sine enorme ladeport havde blokeret et sikkert mål og scorede et mål som jeg igen ikke kan huske. Jeg er dog sikker på at Ralf kan fortælle om det, helt ned til hvilken øjenfarve målmanden havde.

Støds angreb bestod primært af lange bolde frem og kun få gange blev de farlige på dem, men to gange brændte det på, begge gange reddede overliggeren dog uden problemer og flere mål end de to hug fra første skulle de ikke få. Istedet hyggede Komfort sig gevaldigt og to gange mere måtte Stød give bolden op, målene signeret Peter og Ralf. Resultatet blev 7-2, selvom de løgnagtige mennesker hos DAI påstår det er 6-2. Jeg kan kun spekulere på hvor mange penge der må have skiftet ejermand i den sag, og håber at der kan kastes lys over række 7Cs største skandale længe.

Kampen endte lykkeligt og Johnny skal have tak for at give bajere. Næstekamp, sæsonens allersidste er mod Bang & Jensen, lørdag den 14, klokken 1330, igen på den mest omdiskuterede fodboldarena i København.