mandag, maj 07, 2007

Kampreferat: Sporting Automobil - FC Komfort

Kløvermarkens helte var på besøg på hjemmebane, da lejesvendene fra Sporting Automobil havde lejet sig ind på Københavns mest omtalte måske/måske ikke byggegrund. Kampen stod tidligt søndag morgen, og otte mere eller mindre friske stribede spillere var dukket op. Det gav følgende holdopstilling:

Mads
Johnny - Dan
Peter - Simon
Brian - Ralf

og Tobias på bænken, der kom ind i forsvaret, mens Dan til tider huserede på midtbanen. Som det ses blev den nye 2-2-2 opstilling igen afprøvet, hvilket ikke var en ubetinget succes.

Kampen startede noget dovent, bolden blev spillet en del rundt og en del langt, men etableret spil var det små med. Nu skal man jo passe på med undskyldningerne, særligt efter en dårlig kamp, men den håbløse bold bør simpelthen nævnes. Det var den nye Adidas som vi selv har spillet med, men i en endnu lettere og mere ustyrlig version. Det havde nok ikke hjulpet med en anden bold, dertil var spillet samlet for dårligt, men til tider lignede det mest af alt en hoppebold, der sprang rundt på banen. Alt i alt var første halvleg en ganske rædderlig affære, hvor hjemmeholdet havde to chancer, et langskud der blev mere farligt på grund af boldens ustyrlige svæv end skyttens skud og en tilfældig chance fra kanten af feltet, der blev hugget tørt på mål, men som lige sneg sig udenom via stolpen. Komforts chancer husker jeg faktisk ikke, det meste angrebsspil forekommer mig at have været lige ved og næsten.

Alligevel var der grund til optimisme i Parken, det var dejlig vejr, Sporting Automobil var blevet holdt fra de store chancer og Komforts spil kunne jo ikke blive meget dårligere. Det kunne det så faktisk, og anden halvleg blev en ganske lortet affære. Det rodede spil fortsatte for Komfort, mens Sporting fik mere struktur på. Det var derfor heller ikke helt ulogisk at de kom foran, efter et angreb der ikke bliver afvist, og bolden bliver snittet på vejen og just sniger sig udenom handsken og indenom stolpen. Snart efter er den gal igen, hele to gange, der ligner hinanden en hel del. Begge gange kommer bolden på tværs af målfeltet, den ene på en aflevering, den anden på en god afslutning der tager undersiden af underliggeren, og hvor Automobil når først på riposten.

Herefter var det op ad bakke for Komfort, hvilket ikke gavnede spillet, der forblev febrilsk og ufarligt. Det blev en smule farligere oppe foran, men kun en gang måtte Sportings målmand hive en redning frem fra posen. Derimod fik Automobil snørret sækken endeligt med et mål til 4-0, der kom efter et godt angreb igennem vores venstreside. 4-0 var absolut ikke ufortjent, Sporting var på alle måder bedre end et skidt spillende Komfort på alle pladser.

Kampens detalje kom efter slutfløjtet, hvor Johnny havde taget øl med, der desværre ikke var af sejrs-varianten. Næste kamp er Lørdag den 12. maj, igen på Kløverens billardklæde af et græstæppe. Modstanderen er Den Jyske Fraktion, der har tabt tre og vundet en kamp.

Ingen kommentarer: