søndag, juni 07, 2009

FC Komfort - Den Gule Far

På denne dag, der for størstedelen af befolkningens vedkommende stod i folkeafstemningens og Europaparlamentvalgets tegn, trodsede tolv stolte Komfortere de lange valgkøer på samtlige gader og stræder i byen og kæmpede sig frem til Kløvermarken. Dagens modstander var Den Gule Far, et herresjovt og opfindsomt klubnavn til en klub bestående af en jyder i Horsens-tøj. Komfort stillede op med følgende startopstilling:

Mads
Dan (c) - Tobias
Simon - Morten - Peter
Ralff

Johnny og Jannik udgjorde den faste del af bænken, mens undertegnede var klar som i første omgang ikke omklædt 10. mand, da Patrick havde måttet melde afbud. Fødselsdagsbarnet Brian stod for drikkevarer, mens coach Klinkby med hård hånd styrede tropperne. Værd at bemærke Ralffs comeback. I sidste sæson holdt han et imponerende målgennemsnit på 5 mål pr. kamp, og tiden måtte vise, om han kunne holde dette mod Horsens-keglerne.

Kampen kommer i gang, og der er spillet omtrent 30 sekunder, da en Horsens-mand får plads til at sparke på mål, men afslutningen sidder midt på Mads, der parerer den. Efterfølgende igangsættes en kontra. Ralff modtager bolden midt på banen med to mand i ryggen, men bruger sit hurtige antrit til at komme fri i højre side og kvitterer ved at sparke hårdt og fladt ned i det lange hjørne. Således stod det 1-0 efter blot 50 sekunder, og Ralff var kommet godt i gang i forsvaret af sit 5-mål-per-kamp-snit.
Knap tre minutter senere laver Ralff præcis det samme nummer, men hans afslutning er denne gang knap så yderligt placeret. Målmanden parerer, og på riposten er det Simon, der forsøger sig, men igen redder målmanden. Det efterfølgende hjørne giver en returbold, som Dan sparker inden for rammen på, men dog ikke med fart nok i afslutningen. 
Det hurtige mål havde knækket Den Gule Far totalt, og de havde ikke meget at byde ind med. Komfort dækkede et effektivt zoneforsvar over hele banen, hvor Dan pressede godt op, mens Tobias var solid som den tilbageholdende af de to forsvarere. Når Horsens-folket enkelte gange fik spillet sig frem til noget, var afslutningerne oftest ganske upræcise.
I det niende minut får Komfort så det forløsende 2-0-mål. Efter et indkast helt nede ved hjørnekeglen får Simon plads til at slå et indlæg. Hans indlæg ligger uhyggeligt præcist over målmanden, der sejler rundt, men inde under mål får en forsvarsspiller headet bolden væk i retning af, hvor den kom fra. Fra en vinkel, der ifølge adskillige øjenvidner var betragteligt under 0, formår Morten at helflugte returen ind, og så var der udbygget.
Morten var i det hele taget i hopla i kampen og krydrede sine egne farlige afslutninger med godt blik for andre. Et par minutter efter egen fine scoring spiller han en smart skjult stikning i dybden til Peter, som dog tackles i afslutningsøjeblikket. Det efterfølgende hjørne medfører ligeledes en stor chance, da det får lov at sejle til bageste stolpe, hvor Ralff kontrolleret tager den ned med brystet. Hans flugter med venstre gik dog tæt forbi stolpen.
I samme periode går Tobias' ankel i stykker, hvorfor Johnny skiftes ind i forsvaret, og jeg selv klæder om i tilfælde af, at der bliver brug for mere end en enkelt udskifter. Mens jeg er i gang med dette scorer Ralff til 3-0. Målet ser jeg ikke selv, men ifølge Brians notater på min blok bryder Morten flot spillet, og en flot aflevering fra Peter iscenesætter Ralff, som sparker den ind til 3-0. Så ved I det.
Folk siger, at Morten Klinkby kun scorer svære mål. Det passer. Virkelig. Unge hr. Klinkby valgte at følge sin fremragende helflugterscoring op med sæsonens næststørste afbrænder, da han denne gang end ikke formår at sparke det fine oplæg i sidenettet, men blot vader bolden ind i hænderne på målmanden.
Komforts store overtag medførte lidt sløseri i forsvaret. Nullet blev dog indtil videre holdt, hovedsageligt grundet et par fine redninger fra Mads' side, hvis fremragende refleksredning op på indersiden af trekantsammenføjningen utvivlsomt er på vej ind på samtlige målmandskompilationer på YouTube. Komfort svarer igen på de enkelte Horsens-muligheder ved et frispark lige uden for feltet. Ralff går til bolden, men spiller den smart ud til venstre, hvor Morten står helt fri og rammer bolden pivskævt. Målmanden er dog så flink at hoppe i afslutningsøjeblikket, og således bragte Morten sig op på fem sæsonscoringer. Kort efter koster det defensive sløs dog, da lidt busen i forsvaret medfører, at tre mand er alene igennem mod Dan og Mads. En gul mand spilles fri til højre for mål og placerer bolden mellem benene på Mads. Reducering til 4-1.
Kort før pausen snydes Ralff for et straffe, hvilket gør ham pænt overgearet. En overtændt Ralff er dog ikke nødvendigvis en skidt ting, og han vælger at udnytte denne tænding til endnu en gang at drive gæk med et par forsvarsspillere inden han udefra hugger bolden tørt ind med venstrebenet via indersiden af stolpen. Det var også tæt på at blive 6-1 med halvlegens sidste aktion, men Mortens brag af et frispark langt udefra går tæt over mål.

Okay, beretningen fra anden halvleg bliver noget mere kedelig. For det første var det ren indianerbold, for det andet var vi efterhånden oppe på så mange mål, at jeg blev træt af at tage notater, og for det tredje er referater bare så meget desto kedeligere, når referanten ikke selv er på banen. Sværere at finde på gode persontilsvininger af modstanderen.
Der er vel spillet under to minutter, da en reducering falder. Et hjørne fra højre flugtes fra kanten af feltet, og inde under mål opsnappes bolden af en Horsens-klovn, som sparker bolden fladt forbi Mads. 5-2.
Kort efter opstår kampens åh så dramatiske højdepunkt. Simon begår et lidt hårdt frispark på Den Gule Fars 10'er, som kvitterer ved at vende sig om og skubbe Simon i ryggen med to hænder. Dommeren stikker 10'eren en advarsel, ligesom Ralff måtte indkassere en af slagsen for fra sin bænkplads at entrere banen for at holde Simon lidt tilbage (denne medførte dog blot, at Ralff ikke måtte indskiftes i fem minutter, ikke at Komfort blev nødt til at spille med seks mand). De fem minutter i overtal gør Komfort godt, og Simon gør det til 6-2, da han får plads til at afslutte fra kanten af feltet og hans skud rettes af. Umiddelbart efter tackler Morten boldholderen midt på Den Gule Fars banehalvdel og skaber en 3-mod-2-situation. Morten vælger selv at smadre på mål og fuldender sit hattrick med et flot mål.
Ralff får lov at komme tilbage på banen og udnytter, at Horsens-folket forsøger at presse lidt på. Dan spiller en god bold frem til en helt fri Ralff, der har en halv bane at løbe på uden forsvarsspillere i nærheden. Han trækker højre om målmanden og sparker bolden ind i det tomme mål til 8-2. Ralff scorer også sit mål nummer 5, da Peter, som var yderst ivrig efter at score med hælen og derved komme i referatet (det skete ikke, skal det siges), slipper igennem i højre side, så han, Morten og Ralff er alene med målmanden. Peter spiller Morten, som over for målmanden ruller bolden til venstre, hvor Ralff kan sparke den ind i det tomme mål. 9-2.
Igen går der sløseri og indianerbold i den, og tilbageløbene er ikke så gode i slutningen af kampen. Den Gule Far får lov at reducere til 9-3, men Komfort svarer igen og kommer for anden gang i sæsonen op på ti scorede mål i en kamp, da Peter kan notere sig endnu en målgivende aflevering og Jannik kan sparke bolden ind.
I slutminutterne foretager coach Klinkby en genistreg af dimensioner, da han indskifter undertegnede til store klapsalver fra samtlige omkransende baner. Det er lige det, der skal til for at holde føringen hjem. Komfort vinder altså 10-3, en sejr, der i store træk kan tilskrives mine fremragende to minutter på banen, hvor jeg godt nok ikke rørte bolden, men stadig var i stand til at vise mine egenskaber frem.

Ralff bliver en sikker MoM med fem stemmer, mens Morten følger efter på andenpladsen, men generelt var der gode præstationer hele vejen rundt (inklusiv min egen, jeg siger det bare!). Komfort er nu ubesejret i fem kampe, har ti point og en målscore på 20-8 i de sidste fire kampe og kan nu se frem til tre revanchekampe inden sommerpausen, da Randy Vesterbro og De Grønne Bude - to onde sejrherrer fra sidste år - sammen med Wiseguys, der slog os i sæsonens første kamp, venter.

Til ære for sejren er her et billede af Mads i revnede knickers:

FC Komfort 10-3 Den Gule Far
1-0 Ralff
2-0 Morten
3-0 Ralff
4-0 Morten
4-1
5-1 Ralff
5-2
6-2 Simon
7-2 Morten
8-2 Ralff
9-2 Ralff
9-3
10-3 Jannik

Ingen kommentarer: