søndag, juni 22, 2008

Kampreferat: FC Komfort - FC Hackenbush og BK Jyden

Den bedre kamp først: FC Komfort - FC Hackenbusch

Kløvermarkens kunstgræsbane lagde grus til endnu en Komfort-triumf. Hackenbusch kom foran på et gammeldags selvmål, da en ripost fra stolpen tordnede ind i den rå klippevæg der udgør Thomas' brystkasse og strøg i mål. Hjemvendte Ralf, der gerne ville lege med nu hvor Komfort charmerer hele DAI, tilføjede nye historier til sit arsenal af "så I mig score", da han med et fladt skud fra distancen. Bagefter blev det til et kapitel mere, men målet kan jeg ikke huske.

Det blev også 3-1, da Morten fulgte godt op på et stolpeskud og trillede bolden den sidste meter over stregen. Med et solidt overtag og en føring der så ud til at kunne udbygges, gik Komfort tilfredse til pause.

Måske var det tilfredsheden, måske havde Hackenbusch blot gallernes trylledrik i vandflaskerne, for de kom langt bedre ud til anden halvleg. Først reducerer de på en noget ugeneret tur igenne forsvaret og kort tid efter stod en mand fri efter en dødbold og udlignede. En spand koldt vand i hovedet på Komfort, der dog hurtigt fandt tilbage til de helt gamle dyder.

En af disse dyder er den lange aflevering frem til Ralf, der så forventes at udføre noget glimrende på egen hånd. Således blev bolden sparket hårdt op i straffesparksfeltets ene side, hvor Ralf akkurat får løbet bolden op og med en forsvarer og målmanden i ryggen, fikst bruger hælen til at sende bolden i mål. Et aldeles fremragende mål, som Ralfs børnebørn nok skal få historien om til de kan den udenad.

Målet knækkede Hackenbusch og der var nu envejstrafik mod deres mål. Flere havde gode chancer, men det var Jannik (eller var det Peter - ingen kan huske det, alle er i tvivl) der gjorde det til 5-3, før Ralf effektivt lukkede kampen til både 6-3 og 7-3, før Hackenbush fik et trøstemål at gå hjem på.

MOM blev Ralf.

Den mindre gode kamp stod mod BK Jyden. Truppen var som følger:

Mads
Simon Tobias
Jannik Morten Peter
Anders

mens Thomas og Kristian udgjorde bænken.

Komfort så aldrig rigtig ud til at komme ud til første halvleg, hvor flere spillere så ud som om de havde været med til fest i Næstved. Jyden kommer foran, da en af deres bevægelige og boldsikre angribere får afsluttet hårdt ved nærmeste stolpe. Komforts chancer var der, ofte halve tilfældigheder, men nok til at en udligning kunne ske. Det var dog Jyden der havde bolden mest og brugte den i særdeleshed bedst, så 1-0 ved pausen var ikke helt uheldigt.

Hvis første halvleg var en lortet oplevelse for Komforts mange fans, så var anden halvleg et regulært hav af fæces. Der gik ikke lang tid før Jyden igen spiller sig igennem Komforts bagerste rækker og flere åbne chancer. En af disse resulterer i mål og så kunne man håbe på forbedringer.
De skete også, men kun hos Jyden, der igen og igen spillede sig igennem. Det blev således også 3-0, før Komfort første gang så en smule lys, da Kristian fra distancen passerer den jydske keeper med en lumsk triller lige midt i målet.

Lyset blev dog hurtigt slukket, da jyderne på det første angreb scorer til 4-1. Det bliver også 5-1 på et mål som selv Mikkel Beck vil mene var svært heldigt. Nu var der badeboldstendenser hos jyderne, hvor målmanden skulle med frem og alverdens ronaldofinter skulle forsøges. Da talentet måske helt stod mål med ambitionerne i den del af kampen, så får Kristian foræret bolden med Jyllands målmand flanerende et sted omkring midterlinien. 5-2, men hovederne hang stadig og det var derfor ikke ufortjent at Jyderne til sidst kunne score til 6-2 på den sidste friløber af den snes stykker de fik.

MOM var Mads, sørgeligt nok.

torsdag, juni 05, 2008

Kampreferat: FC Komfort - Randy Vesterbro

En fin og solrig Grundlovsdag skulle ni Komfort-mænd møde rækkens førerhold, Randy Vesterbro. Efter fem sejre i træk var selvtilliden i orden, hvilket også måtte have være tilfældet for den hidtil ubesejrede modstander. De ni smukke mænd var:

Mads
Simon - Morten
Jannik - Kristian - Anders
Brian

og Thomas og Peter på bænken.

Det var således et helt nyt forsvar der skulle finde sig til rette på den store kunstgræsbane. Det var dog ikke til at se, for der var, bortset fra en enkelt chance, hermetisk lukket. Fremme af banen var Komfort ligeledes fremragende, hvor Randy ikke kunne følge med i det hurtige kombinationsspil. Komfort udnyttede banens bredde til hurtige sideskift, hvilket gav Morten et frit skud mod mål, og forsvarsvikaren sender læderet mellem målmandens ben og i mål. Jubel brød ud alle steder.

Kort efter er der igen spillet tyndt i Randys forsvar og Brian sender en flad bold mod bagerste stolpe, hvor Kristian akkurat kan kaste sig og nå bolden og trille den over stregen. Denne halvleg var noget af det bedste Komfort har spillet i sæsonen, og end ikke gentagne brøl fra Randy-målmanden kunne ændre spillets gang.

2-0 er som bekendt en virkelig farlig føring, så Komfort søgte at score et mål mere, hvor Brian, Peter og Jannik alle have gode chancer for at bringe Komfort yderligere foran, men sådan skulle det ikke blive. Pausen blev udnyttet til den sædvanlige småsludren og et kampråb, hvorefter Komfort var klar til anden halvleg.

Tilsyneladende var en enkelt målmand, ingen nævnt ingen glemt, ikke helt kommet ud fra pauseteen, da et langt indkast sejler fint over ham og kan blive headet ind på selve målstregen. Glimrende set af målmanden, da reduceringen bragte liv i kampen.

Liv var der i kampen, men der var åbenbart dødt mellem ørerne på Randys skaldede angriber, der formåede at hidse sig gevaldigt op over et par gange og kalde både undertegnede og Kristian for bøsserøve og svanse. Den umanerligt intelligente gang øgenavne skulle ikke stå alene, så efter at have kongebrændt en chance, hvor han simpelthen ikke rammer bolden, så ville han lige udtrykke sin manglende begavelse ved at forsøge en svinsk tackling på Kristian. Ganske sigende for fyren ramte han ikke, hvorefter man kunne høre hans eder blande sig med tilskuernes ♪ mere hår end hjerne, du har jo mere hår end hjerne ♪.

Randy kastede alt frem i forsøget på at hente udligningen, men det var Komfort der forblev farligst, uden at det dog kastede flere mål af sig. Dommeren fløjtede derfor af og Komfort rykkede op på tredjepladsen. Man of the match blev Kristian.

torsdag, maj 29, 2008

Kampreferat: FC Komfort - Vorwärtz 2000

FC Komfort var før onsdagens opgør ubesejrede på hjemmebane, hvilket betød at ni flotte fyre mødte op med selvtilliden i orden. De ni boldstjerner var:

Mads
Dan - Thomas
Jannik - Morten - Simon
Brian

samt Peter og Anders.

Modstanderne fra Vorwärtz 2000 har haft en skidt start på sæsonen og undgår kun sidstepladsen takket være tre skrivebordspoint. Der var således lagt op til en dyst mellem top og bund, mellem form-fremgang og nedgang, mellem Kløvermarkens Helte og Ryparkens Bærme.


Forskellen på de to hold var dog ikke til at se efter ti sekunders spil, hvor Vorwärtz fik kombineret, afdriblet og undgået et par sløje tacklinger, og pludselig befandt en forpustet mand sig ikke langt fra mål og scorede med en såkaldt Allan Ravn-afslutning. Ikke just den bedste start på kampen, men så var alle I det mindste vækket.

Det var således op til Komfort at skabe kampen, mens modstanderen kunne trække sig langt tilbage og sparke bolden væk, hvilket ikke altid var langt, da der blæste en fin vind over bane A. Vorwärtz' kontrataktik, der øjensynligt gik ud på at stå lavt, holde nullet og så satse på en pludselig kontrachance, led overlast da et langt indkast fra Dan halvfumles af målmanden og en forsvarsspiller i fællesskab og til sidst ender i netmaskerne. Godt set af den rutinerede anfører!

Vorwärtz måtte derfor lidt længere frem på banen, men det var synd at sige at de spillede sig frem til deres chancer. Der måtte derfor en tilfældighed til for at give dem kampens største chance, hvor man alt efter temperament kan kalde det et kejserdrop der blev afværget i sidste øjeblik eller en tilfældig chance der bleve reddet flot af målmanden. Herfra peges der på mulighed nummer to.

1-1 ved pausen var naturligvis ikke tilfredsstillende, men med spilovertaget fra første halvleg, og lidt mindre lossen med vinden i ryggen, så var der alle muligheder for at tage tre point. Komfort lagde derfor frisk fra land, men det var en ujævn kamp hvor dommeren gjorde sit for at fløjte ved hver en lejlighed. Komfort fik dog flere gange lagt et godt pres, der udmøntede sig i flere gode forsøg, blandt andet et par nærgående frispark, men ingen mål.

Kampens bedste øjeblik kom da Vorwärtz for en gang skyld fik bevæget sig mod det komfortable mål. Angriberens træk bliver dog for langt og Thomas sparker ud af kommunen, hvorefter angriberen braser ind i forsvarsklippen og smadres som en porcelænsvase der tabes på gulvet, altimens klippen står roligt tilbage. Den svage dommer fløjter indledningsvis for frispark på kanten af feltet, men de gode argumenter (hvad fanden har du gang i dommer? neeeeeeej og der er sgu da ikke en skid din nar) får ham til at ændre kendelse.

Tiden var ved at blive Komforts værste modstander, da et øjebliks inspiration forvandler kampen. Med et følt udspark til en kaldende Brian splittes forsvaret i atomer, Brian spiller den videre i en flydende bevægelse til Morten, der tager bolden med sig og tørt sender bolden forbi en sagesløs målmand. Sikke en for-assist!

Nu var kampen i Komforts hule hånd og Vorwärtz virkede rådvilde. Deres angreb blev kontant afvist før de overhovedet materialiserede sig, der blev fightet på kanterne hvor Anders, Peter, Jannik huserede på skift, Simon bidrog med speed i den bagerste kæde og selv Brian blev set tackle. Samme Brian arbejdede også hastigt videre på sin målsætning om 100 tunneller før sommerpausen og adskillelige sukkende "ik' igen" blev hørt, når modstanderne endnu en gang agerede kegler for Komforts Ronaldo.

En enkelt chance fik Vorwärtz, da de endelig lykkedes med en lang fremlægning bag om forsvaret, men angriberen når ikke helt frem til den og er derfor ikke i balance da han forsøger lobbet. Således fes den sidste luft ud af ballonen og sejren blev behørigt fejret med øl i omklædningsrummet og en tur på Rio Bravo og en kåring af Thomas til MOM.

Næste kamp er mod Randy Vesterbro på Kløveren 5/6 klokken 18:25


tirsdag, maj 27, 2008

Kampreferat: FC Komfort - YU98

Formstærke Komfort ankom til Amagers frodige fodboldenge iført store smil og høje forventninger til eftermiddagens internationale superbrag mod YU98. Smilene stivnede dog hurtigt, da det rygtedes at dagens dommer lå i en hæk et sted og derfor ikke kunne passe sine dommeropgaver på bane K. Forpulede læs lort!

Men da et uautoriseret, fløjteblæsende skinkebjerg i en stadigt mørkere, grøn poloshirt tog sig af fodboldjuraen i BK-Jyden og FC Hackenbuschs kamp, gav det De Komfortable tro på, at også den sene tv-kamp kunne afvikles på nogenlunde vis. Således blev der råbt på dommere i alle afkroge af Kløvermarken, hvilket gav op til flere poter, og kampen kunne (som alle andre internationale topkampe) dømmes af 3 meget kompetente dommere.



Dagens jugoslaviske modstandere og deres anatomi blev studeret nøje under opvarmningen, og komfortene var ikke i tvivl om, at dagens nøgleord måtte være NÆRKAMP. Dette blev også 1-2-3-råbe-ordet, da de hvide charmetrolde dannede rundkreds og ragede på hinanden kort før kick-off. Forinden havde Thomas og Dan på vanlig vis bragt pulsen ned hos de 7 øvrige ved at sortsnakke om vigtigheden af at dække op score mål. Med al den visdom ladet i den mentale rygsæk var FCK nu klar til at tackle 3 point i hus:



Komfort lagde ud med fornuftigt spil, der blev bygget fint op nede fra bagerste kæde, hvor der var udmærket plads til at flytte bolden rundt. Så meget plads at der kunne etableres enkelte angreb, der mundede ud i enkelte afslutninger af svingende kvalitet.

YU98’erne lagde således ganske passivt fra land, og det var muligvis deres håb, at komforterne ville løbe sig trætte, så de kunne komme til fadet ved kontrachancer. Denne snedige plan blev dog med ét gjort til skamme små 10 minutter inde i 1. halvleg: Brian finder med et millimeterpræcist, indadskruet indlæg en fremadstormende Morten, der trods et halvfesent hovedstød får bugseret bolden forbi en sprællende Raduljúnisivic.

Scoringen gav Komfort blod på tanden, og chancerne kom nu med jævne mellemrum. Især i klumpspillet viste det rigtige FCK gode takter, og det var derfor ingen overraskelse for de 2 medrejsende fans, at Peter på Luca Toni-manér kunne rage bolden ind over stregen i en situation, hvor jugoslaverne så meget gamle ud. Balkan-Rantala’en i buret så også alt andet end tilfreds ud og råbte ”Píc” og ”Kúszce” efter sine slukørede medspillere. 2-0 og alt var lyserødt og lugtede af sejr!



Men, men, men. 2-0 er som bekendt en meget farlig føring, hvilket Balkans boldtalenter satte en tyk streg under, da de med et meget langt angreb tærede komforterne for kræfter og scorede til 2-1.

Havde det ikke været for en særdeles velspillende Mads i målet, var det resultat hurtigt blevet meget værre for de hvidklædte, men med mirakelredninger á la Schmeichel vs. Klinsmann 1992 forpurrede han en udligning. Fedt, fedt, fedt.

Mod slutningen af halvlegen var Komfort igen ovenpå, og både jeg selv og Anders havde et par gode muligheder. Sidstnævnte kronede et par gode træk i højre side med et resolut spark, der desværre bragede på stolpen – det kunne ellers have bragt mere jævnbyrdighed blandt topscoreraspiranterne.

Allersidst i halvlegen får det kække, undertegnede hyl ekstra selvtillid, da en bold falder ned fra himlen og skriger på at blive losset i mål. Komforts 2’er takker for tilbudet og sparker sig selv lysår op ad topscorerlisten. 3-1 og pause.



2. halvleg var én stor jugalslavisk belejring af Komforts mål, og der var ikke spillet langt tid, før jugoslaverne for alvor satte komfortkeeperen på prøve, men akkurat som i første halvleg tog Mads alt, hvad hun skulle tage – og en pæn sjat til. Således kunne komforterne holde modstanderne stangen et godt stykke ind i 2 halvleg – men så heller ikke længere: Efter 16-17 minutters spil tager YU98’s – i øvrigt meget dygtige – 14’er hurtige meter op gennem midten ad banen, og da ingen for alvor går til ham, kan han med et meget velplaceret skud gøre det til 3-2. Nu brændte lokummet for alvor!

De sidste 10-12 minutter blev derfor en stor gang lossen-væk-fra-feltet fra Komforts side – en taktik der kun holdt vand, fordi Mads blev ved at tage fra inde på stregen: Stolper, ryg, overligger!: Alt blev brugt til at holde den ”lidt for hårde” bold væk kridtstregen.

Man skulle ikke tro det, men det skete altså. Komfort vandt 3-2 og jublen ville ingen ende tage.

mandag, maj 26, 2008

Kampreferat: Pumas - FC Komfort

Ni vilde mænd dukkede op en formiddag på Amager. En halv time senere havde de vundet kampen, da modstanderen ikke dukkede op.

Tak for lort Pumas!

torsdag, maj 15, 2008

Kampreferat: Centrum FC - FC Komfort

En smuk og meget varm torsdag eftermiddag samledes Kløvermarkens kønneste hold sig til kamp mod de frygtelige mennesker fra Centrum FC. Efter en sløv start på sæsonen, var spillet blevet bedre i takt med vejret, og målet var derfor 3 point. Komfort lagde ud med (så vidt jeg husker):

Mads
Johnny - Thomas
Jannik - Morten - Anders
Brian

På bænken var Dan og Peter, mens mellemste Klinkby stod for stemningen.

Komfort var klar fra start og hurtigt etableredes et pres mod Centrum, der mestendels levede på lange bolde mod en ensom angriber med grimt hår. Presset udmøntede sig i en del chancer til Komfort og et par enkelte løse halv muligheder til Centrum.

Efter 10 minutters spil samler Morten bolden op på midtbanen og tager meter. Da ingen for alvor udfordrer ham, er han godt mod mål, da han vælger at gøre det eneste rigtige i situationen, nemlig at tyre bolden i mål med en gammeldags tåhyler. Et herligt mål fra Ronaldos trickbog, og selv om Centrum hylede om "fri for tyr", så fløjtede dommeren resolut for mål.

Målet satte for alvor gang i Komfort og der var nu godt gang i skydebutikken. Verdens farligste føring blev en realitet da Brian sender Anders alene mod mål med en retningsbestemt brysttæmning. En flot aktion og Anders kvitterer resolut.

2-0 holder til pausen, hvorfor der ikke var meget andet taktik fra trænerens side end "spil som I allerede gør" og almindelige floskler fra Ulrik Wilbeks School of sports coaching.

Desværre lod det til at føringen og pauseteen havde gjort Komfort en smule matte i sokkerne, for Kløvermarkens helte var ikke klar, da Centrum udnytter et frispark til at sende bolden fladt mod mål, hvor angriberen med det fedtede garn kan heade den ind fra tæt hold.

Komfort var kortvarigt rystede, men ikke længe. Frank Leboeuf-klonen Thomas har bolden i venstre side af banen, ser op og finder Morten ved bagerste stolpe. Yngste Klinkby header bolden i jorden og forbi den chanceløse keeper. Et fint mål og en fin belønning for de mange gode med forgæves hovedstød Morten havde haft tidligere i kampen.

Det skulle blive endnu bedre, med den vel nok smukkeste assist nogensinde i DAI-fodbold. Et smukt udspark fra den virkelig flotte Komfort-målmand, stryger forbi Brian der fixerer et par mand, ender hos Anders og med så fint og præcist et oplæg kan han ikke undgå at score. Tilfældige mennesker der luftede hunde på anlægget klappede, fremmede omfavnede hinanden og almindelig eufori fulgte.

Nu ville alle pludselig være med, og Centrums mål var godt belejret. Dan ville ikke stå tilbage for Thomas, og lægger derfor et fint indlæg som Morten behandler efter fortjeneste. 5-1 til Komfort og der var nu decideret legestue, hvor særligt Brian fik lavet flere tunneller på de rundtossede Centrum-folk til disses store ærgelse.

Sidst i kampen manglede koncentrationen og dette gav Centrum en friløber mod mål med flere mand, en chance de ikke kunne undgå at score på. Desværre for dem fløjtede dommeren kampen af lige efter, og det blev derfor kun en kosmetisk pyntning af deres nederlag.

MOM blev Morten.

lørdag, april 05, 2008

Kampreferat: FC Bosna - FC Komfort

FC Komfort skulle spille sin første kamp nogensinde i DAI's b-række en smuk forårs-lørdag, på Valby Idrætspark mindre smukke baner. Ni mand var klar til åbningsbraget og det betød følgende opstilling:

Mads
Dan - Thomas
Simon - Morten - Peter
Anders

På bænken herskede rutinen i form af Tobias og Johnny, der kom ind på henholdsvis forsvarspladserne og på midtbanen.

FC Bosna lagde bedst fra start med meget direkte spil mod mål, en stil de beholdte igennem hele kampen. Komfort skulle lige mærke b-rækkens niveau, men var generelt godt med. Blandt andet komme Komfort frem til flere hjørnespark, der dog ikke resulterede i de helt åben chancer.

Efter et lille kvarters spil kom det dog til en åben chance, da der bliver slået kontra. Indlægget bliver dog ufarligt, men inden da har Morten begået frispark på kanten af feltet. Frisparket bliver taget mens målmand og mur stadig er ved at komme på plads, og sparkes fladt og langomst ind ved nærmeste stolpe. Et alt for nemt mål, som ikke var givet væk på en lidt bedre dag.

Kort efter havde Komfort første halvlegs bedste chance, da et fladt indkast fra Dan passerer både angreb og forsvar og lander for fødderne af Morten, der afslutter resolut, men desværre lige på den fremstormende målmand.

Komfort overtog herefter kampen og havde bolden mest, mens Bosna spillede hurtigt frem på kontra. Ingen af holdene scorede dog yderligere eller kom frem til nævneværdige chancer. Det havde indtil da været en ret lige kamp, omend Bosna nok var lidt skarpere og direkte end Komfort. Der var dog ikke brug for de store taktiske omrokeringer, men derimod spille videre og fortsætte de gode takter holdet havde vist.

Desværre var det Bosna der kom bedst ud fra pausen, hvor det lod til at Komfort havde drukket sig lovlig tunge i sød pausete. Ihvertfald var der knap spillet fem minutter før Bosna scorede på et for dem godt angeb, for Komfort knap så prangende forsvarsspil. Bolden bliver sparket over vores venstre side og med en enkelt dribling er Bosna i en overtalssituation, der ender i højre side og derefter i mål ved et fladt skud ved stolpen.

Med den farligste føring i hus, trak Bosna sig helt tilbage på banen og lukrerede på et stærkt forsvar og hurtige kontrastød af typen som Komfort normalt selv gør det i. Komfort forsøgte at spille sig frem på banen og kom frem til flere halve chancer, men de helt åbne muligheder udeblev og også målene. Istedet kunne Bosna udnytte Komforts angreb til at slå flere kontraangreb og kort før sidste fløjt lukkede de effektivt kampen med et godt placeret langskud fra distancen, efter at have spillet Komfort helt tynde.

Naturligvis ikke just den åbning på sæsonen Komfort havde håbet på, men niveauforskellen var dog heller ikke større end at Kløvermarkens kønneste hold får mindst et point med hjem på en bedre dag. Det var dog på ingen måde et ufortjent resultat, men måske mere en indikation af fejl bliver straffet på dette niveau for at bruge endnu et kapitel fra bogen om fodboldklicheer.

Man of the match blev delt mellem Simon og Anders, sidstnævnte i sin første betydende kamp for holdet.

Næste dyst er en træningskamp mod Syv Små Dværge, næste kamp i ligaen er d. 17/4 mod FC Spitzberger.

søndag, marts 30, 2008

Kampreferat: FC Komfort - ØP Konsult og FC Komfort - Ståle Raus/BBB Allstars

Foråret har budt på to officielle træningskampe, foruden en snes dyster i fodboldburet på Sønder Boulevard. Den første af de to var mod sidste sæsons ligamodstander ØP Konsult.

Stort set hele Komforts trup var dukket op, foruden et par lykkeriddere der under forårstræningen forsøger at spille sig til en kontrakt hos de (engang) stribede helte fra Kløvermarken. Truppen var, så vidt jeg kan huske:

Mads, Dan, Tobias, Johnny, Thomas, Simon, Morten, Peter, Jannik, Brian, Anders(?) og Michael(?), hvor de første seks hovedsaligt koncentrerede sig om de defensive pligter og målmandsposten, mens de sidste fem primært huserede på kanterne og i front.

Kampen blev spillet i Ørestaden, midt i en forfærdelig gang byggerod, hvilket absolut havde sat sit præg på en bane der normalt er jævn nok. I stedet var den meget hullet og med mange små og store sten i den ene ende. Da det samtidig var sæsonens første kamp på græs for Komfort, så var det så som så med det pæne fodboldspil i begyndelsen af kampen, hvor begge hold stod godt på banen, koncentrerede sig om det defensive, så hinanden an og flere eufemismer fra fodboldens klichésamling, altsammen dækkende over en halvskidt kamp uden de store chancer.

Yngste Klinkby bærer det synlige bevis på en godkendt fighterindsats

Modstanderholdet havde ingen udskiftere og halvlegen blev derfor kun på 20 minutter, hvor der ikke var alverdens chancer til modstanderen, mens Komfort fik arbejdet sig ind i kampen og til et overtag. Overtaget gav også pote i for af en enkelt scoring, som jeg ikke rigtig kan huske.

Anden halveg fortsatte med et ret massivt Komfort-pres, men den eneste scoring faldt til de andre. En løs bold bliver ikke clearet i venstre side og en angriber slipper frit igennem mod mål og placerer bolden mellem deres udsendte og stolpen.

Kampen gik derfor i forlænget spilletid, med Golden Goal-regel. FC Komfort trak det længste strå på endnu et mål jeg ikke kan huske. Kampen igennem havde Komfort været i førersædet, så det var ikke ufortjent, men med en smule mere bold i benene skulle det gerne udmønte sig i flere mål.

Forårets anden træningskamp stod mod et sammenbragt hold af FCK-fans, hovedparten fra den forfærdelige Ståle Raus-fraktion. Komfort stillede denne gang med kun syv mand og disse var:

Mads
Thomas - Dan
Jannik - Morten - Volle(?)
Anders

FCK-fan-holdet havde en del udskiftninger at gøre godt med, så umiddelbart kunne man frygte en fysisk overmatchning i de to gange 40 minutter der skulle spilles. Det var dog det sammenbragte hold der kom bedst fra start, med et par halve chancer, før en foræring giver dem en friløber der reddes, men hvor riposten lige akkurat bliver sendt over stregen via et par Komfort-skinneben.


Komfort svarede dog hurtigt igen. Bolden blev spillet hurtigt rundt og det var ikke til at se at Komfort var holdet uden udskiftningsmuligheder. Det blev både 1-1, 2-1, 3-1 og 4-1 før pausefløjten barmhjertigt lød.


Anden halvleg bød på endnu et overtag til Komfort, mod et modstanderhold der efterhånden så noget tyndslidt ud. Komforts smukke spillere lod det ene angreb efter det andet bølge mod et modstanderhold der altså , på trods af mange udskiftere, ikke kunne klare kampens astædige tempo. Det var derfor også helt efter mål og chancer at Komfort fik scoret endnu et par gange.

Mod kampens slutning blev Komfort også trætte og spillet begyndte være decideret indianerbold, med masser af angrebsiver, men knap så stor iver for de defensive opgaver. BBB Allstars fik reduceret et par gange, ligesom Komfort fik scoret nok en gang eller to.


Kampen ender et sted omkring 8/9/10-4, alt efter hvem man spørger. Dermed er der tanket selvtillid før sæsonpremieren mod FC Bosna lørdag 5/4 kl. 1330 på Valby Idrætspark.

Flere billeder fra dagens dyst kan ses her.

lørdag, oktober 20, 2007

Kampreferat: FC Komfort - GF-76

Med Dragons' nederlag i sidste runde røg Komfort op på andenpladsen og skulle dermed spille en playoff-kamp mod en anden toer, de rødklædte GF-76. Otte smukke mænd dukkede op til endnu et brag på Kløvermarken og de hed:

Mads
Johnny - Dan
Simon - Morten - Peter
Ralf

og Brian. Kampens vigtighed var tydelig at mærke på både spillere og tilskuertallet der nærmede sig det to-cifrede.

Modstanderholdet spillede også med en smule håndbremse på og første halvleg blev derfor, det der med med endnu et udtryk fra den store bog om fodboldklicheer, kaldes en stillingskrig. GF-76 havde bolden mest og spillede meget på lange bolde frem til deres angreb. Komfort stod dog fornuftigt på banen og holdt modstanderen fra de største chancer i begyndelsen. Offensivt var taktikken ikke helt usædvanlig, den afronorske spillestil med hurtigt spil i banens længderetning mod Ralf. Som allerede nævnt, så var begge hold fokuserede på det defensive arbejde og heller ikke i den anden ende kom de store chancer.

Jeg springer derfor hastigt videre til pausen hvor det stod 0-0 og en anden halvleg med noget mere gang i.

De værste kampnerver var måske kommet under kontrol, for anden halvleg åbnede op for ganske godt angrebsspil fra begge hold. GF-76 kom frem til et par store lige ved og næsten-friløbere, hvor man måske kunne ane at gennemsnitsalderen på de rødklædte var noget lavere end på de rutinerede typer i Komforts forsvar. På et indkast fra vores venstreside bliver bolden forlænget og ved bagerste stolpe får en lille, lettere fedthåret type sat pandebrasken på og scoret.

Målet så ud til at få Kløvermarkens Stolthed til at smide de sidste hæmninger og en rigtig god periode blev indledt. Det ene gode angreb efter det andet rullede og med lidt mere held var målet kommet noget før, exempelvis på Ralfs saksespark. Istedet skulle det blive banens næstældste, Dan, der tager bolden ind igennem midten og flækker den skånselsløst op i hjørnet. Jubelen ville ingen ende tage, hverken over den fortjente udligning eller målets seværdighed.

Udligningen satte yderligere ild under den gryde der indeholdt Komforts angrebstrylledrik og Ralf valgte at score sit mål nummer hundrede i den blå-hvidstribede trøje efter at have afdriblet det meste af GF-76 et par gange, inklusiv målmanden og så sætte den ind fra en vinkel som førende fodbold-experter efterfølgende har målt til minus 23 grader.

Efter førinsgmålet var det naturligvis GF-76 der måtte længere frem på banen og det skete efter den vante, og effektive, lossen bolden fremad-recept, hvor de fik etableret nogle gode gennembrud. Fire minutter var der tilbage af kampen da de får et hjørnespark. Ved bagerste stolpe tvinger føromtalte fedthårede angriber Johnny ned og scorer.

Med 2-2 og 60 minutter spillet, var der naturligvis forlænget spilletid, to gange ti minutter. Dem kom GF-76 bedst ud til og fem minutter inde i første halvleg af den forlængede spilletid dukker, ja, hvem ellers, den fedthårede angriber op og placerer bolden op under overliggeren fra kanten af feltet. Herefter var det naturligvis et angrebslystent Komfort der pressede, pressede og pressede igen, men selv om det var lige ved nogle gange, ville bolden ikke ind. I den anden ende gav det offensive sats og snart 80 minutters fodbold sine huller og GF-/& kunne have lukket kampen lige så vel som Komfort kunne have udlignet.

Ingen af delene skete dog og drømmen om oprykning må derfor leve videre til næste sæson. Vi ses til sæsonafslutningen den 9.

søndag, oktober 14, 2007

Komfort tager andenpladsen!

En meget tidlig søndag morgen blev der spillet to kampe af interesse for FC Komfort. Rækkens førerhold, de uelskelige Rotterne BK tog imod ØP Konsult i en kamp der kunne afgøre både oprykning og nedrykning. Valle FC havde vundet deres kamp forinden og lå derfor et point over ØP, der dermed indtog den sidste nedrykningsplads.

På banen ved siden af mødte Flitsbuen og Dragons hinanden, Dragons der kunne sikre sig andenpladsen med en sejr.

Der var altså en hel del på spil på begge baner og lad os starte med de dårlige nyheder. Rotterne vandt 4-2 i en kamp hvor dommeren vist havde tømmermænd eller ikke havde fået de rigtige linser i. Dermed nuppede Rotterne rækkens direkte oprykning og tillykke med det.

Mere vigtigt og langt sjovere. Dragons havde valgt at varme op til kampen ved at patte sig helt ned i den sødeste sprut og dukkede derfor op til kampen lettere rundtossede og med en fin hørm af værtshus om sig. De kære gulklædte spillere så derfor ikke helt godt ud og tabte 2-1, hvilket betyder at Komfort overhaler dem i stillingen og nupper den forjættede andenplads.

Dermed skal Komfort ud i en kamp mod en anden serie C-klub der har taget andepladsen og så mod et serie B-mandskab der er sluttet på en tredjesidsteplads. Interesserede kan studere stillingerne her.

lørdag, oktober 13, 2007

Kampreferat: FC Komfort - Lokomotiv Omkast

Sæsonens sidste regulære kamp var et brag hjemmeholdet og det tidligere førerhold, der dog har sat tempoet rigeligt ned i efteråret. Komfort havde før dagens kamp tre point op til nummer et og to til nummer to, så en sejr var påkrævet for at holde liv i drømmen om oprykning. Ti styk mandfolk, en træner, en fan og en groupie var dukket op til kampen og det gav følgende startopstilling.

Mads
Tobias - Johnny
Simon - Morten - Dan
Ralf

Bænken var stærkt besat med Peter, Brian og Jannik.

Banen var knoldet, men overraskende grøn for årstiden og Kløvermarken at være. Grønt var også håbet og overtræksvestene som Komfort bar til lejligheden. Kampen startede med et skydetelt et stykke fra Lokomotivs mål, hvor især Morten så ud til at have slaget sparebøssen og købt rigeligt med bolde. Der var i hvertfald ikke spillet mere end et minut før han havde skudt på mål to gange og resten af halvlegen så han ud til at have bolde tilbage. Det var Komfort der sad tung på kampen og i perioder blev der spillet rigtig god bold mod et ganske effent, men også noget langsomt Lokomotiv.

Det var istedet Komfort der trak kamptoget, mens modstanderen primært spillede de lange bolde som Komfort oftest var først på. Det var derfor ikke ufortjent at Komfort kom foran, da Ralf halvflugtede en løs bold fra et par meter uden for feltet. Futtogets største chance kom på et af deres lange spark. Johnny mistimer og sender derfor en fri togmand mod mål. Denne forsøger et langt træk uden om undertegnede og er helt ude af balance da han afslutter, med en fin og ufarlig afslutning til følge. Resten af kampen forløb nogenlunde roligt med Komfort solidt på bolden det meste af tiden, men uden yderligere mål eller nævneværdige chancer, men med en enkelt henstillen fra Tom Køhlert-klonen der gjorde det uf for dommer.

Pausen blev brugt på at bekræfte hinanden i at vi var det bedste hold og så ellers nyde det ganske gode vejr.

Anden halvleg var dårligt kommet i gang før der bliver dømt frispark til Lokomotiv på kanten af feltet. Frisparket bliver sparket skråt frem og en udækket trainspotter kan sparke bolden i mål til en ufortjent udligning. Udligningen så ud til at vække Komfort fra pauseluren og snart var det envejs-trafik mod Lokomotiv-remisen. Det var derfor ganske naturligt at Ralf kunne score mål nummer 98 i sin Komfort-karriere og dermed genoplive Komforts oprykningsdrømme.

Det gode spil fortsatte og Komfort bølgede mod Lokomtivs mål med en fart der matchede det franske TGV-tog. Enkelte gange slog modstanderen kontra, men rigtigt farlige blev de ikke. Istedet valgte Peter, Simon og Ralf at score til 3-1, 4-1 og 5-1, mål jeg ikke lige kan beskrive da jeg havde travlt med at juble istedet for at tage notater.

Kampen sluttede med to store chancer til begge hold, da Peter header bolden mod mål hvor Lokomotiv-målmanden redder flot og også får bolden viftet videre i det efterfølgende klumpspil. Bagefter var det Lokomotiv der fik en sidste chance for at pynte på resultatet, men skuddet blev reddet og kampen derefter fløjtet af.

Dermed vinder Komfort 5-1 og indtog andenpladsen før søndagens kampe i Valby mellem Rotterne og ØP og Dragons og Flitsbuen.

lørdag, september 15, 2007

Kampreferat: Dragons - FC Komfort

Der var lagt op til topopgør i DAI række 7C på en våd fredag eftermiddag. FC Komfort havde varmet op med motiverende sms'er fra trænerteamet, taktiske oplæg i samme sms'er og almindelig selvgejling. Kampen mod rækkens førerhold kunne sende Komfort op på den førsteplads holdet før har haft, og man kunne mærke at dette var en kamp som folk glædede sig til og nervøsiteten var sandelig også til at føle på. Ni heltemodige mandfolk stillede op således:

Mads
Johnny - Tobias
Dan - Morten - Simon
Ralf

mens Thomas og Jannik udgjorde bænken. I front for Komfort Ultras var Peter.

Valby Idrætspark har aldrig været kendt for dets billardklæde af et græstæppe, og mens regnen stillede sivede ned forvandlede banen sig fra flag og nogenlunde, til en fin gang mudder. Vejret holdt dog ikke flere tilskuere fra at dukke op og de skabte en festlig ramme om den hidtil vigtigste kamp i sæsonen.

Kampens betydning, de svære betingelser og ikke mindst en god modstander satte sit præg på kampens start der var hårdt kæmpet og uden de helt store chancer. Men efter fem minutter begyndte begge hold at spille ganske fin bold, med hurtige kombinationer og rigtig god fight. Dragons spillede bolden hurtigt rundt, men påpasseligt og energisk forsvarspil holdt dem fra åbne chancer. I den anden ende fulgte Ralf godt op på sit comeback i sidste runde og serverede en stor mulighed for Simin, men bolden lå enten til det forkerte ben eller noget, for helt godt så skuddet ikke ud.

Efter et kvarters spil kom kampens første store chance, da en smule uopmærksomhed i de bagerste kæder gav Dragons frit løb mod bagerste stolpe. Dragons angriber sparker bolden indover, og selvom dette først sker da bolden er et fint stykke over baglinien lader dommeren spillet fortsætte.Indlægget rammer stolpen og giver ne god ripost, som dog bliver sparket ved siden af mål og ind i brændnælderne, til stor glæde for målmanden der skulle hente den.

Lidt senere gentager situationen sig, men denne gang får Dragons afsluttet fladt og hårdt, men ikke yderligt nok og deres skribent kunne redde bolden. Bagefter var det Komforts tur til at angribe, Morten fører bolden på midtbanen og klapper hårdt til den fra lidt uden for feltet. Bolden stryger i mål og jublen brød ud på banen og på curvaen.

En føring var lige efter taktikken, for så kunne Komfort stille sig lidt tilbage på banen og lukrere på drønfarlige kontrastød. Desværre var dommeren ikke helt med på denne taktik, ligesom han vist ikke er et kommende medlem af vores fanklub. Ihvertfald syntes han at han skulle være lidt mere synlig i kampen, og valgte derfor at dømme et straffespark som ingen, hverken Komfort-spillere, Dragons-spillere, de to bænke, de fremmødte tilskuere, holdene på bane 5 og 7 eller fuglene der kredsede i luften kunne se. En Dragonsspiller kommer ind i feltet, Simon følger ham, prikker til bolden, hvorefter Dragons-spilleren falder over bolden og sine egne ben. Mens alle 14 mand på banen gjorde klar til målsparket pegede geniet i sort på pletten. Dragons udlignede på foræringen og ondt skulle absolut blive værre.

Et par minutter efter straffesparket hægtes Morten bagfra, dommeren der står tre meter ved siden af lader spillet fortsætte. Det begyndte at ligne noget personligt, for præcis det samme skete senere, denne gang på Simon (hvis jeg husker rigtigt). Godt var det fandeme ikke og da en ulykke sjældent kommer alene, så fik Dragons også scoret en gang mere. Et skud udefra bliver rettet af lige akkurat nok til at Tobias kun kan snitte den med hovedet og tæt inde foran mål kommer en gul spiller til og prikker den ind lige foran mine fødder.

Pludselig bagud mod en god modstander og en mindre god dommer var Komfort lidt på hælene, og Dragons kom frem til flere gode muligheder, blandt andet et placeret skud der blev reddet helt nede ved stolpen og et par skud der gik ufarligt over mål. Komfort virkede en smule rådvilde og de fleste angreb blev afsluttet uden at blive rigtigt farlige. Komfort gik til pause bagud med 2-1.

Der var egentlig ikke meget at ændre på selve spillet i pausen, for det havde været en god halvleg, med meget godt spil og rigtig fin fight over hele holdet.

Komfort kom ud som lyn og torden til anden halvleg. Ralf virkede vred, og som sædvanligt når den tridne angriber hidser sig op, så resulteret det i et konstant pres mod modstanderens mål. Det gjorde det også her, og der var dårligt gået en hel omgang på dommerens ur før bolden lå bag Dragons iøvrigt ganske glimrende og meget høje målmand. Målet kølede tilsyneladende ikke Ralf helt ned, for blot et par minutter senere gentog han kunststykket og bragte Komfort foran, og fortjen, på 3-2.Det var en fornøjelse at stå nede i min mudderpøl og se fodbold på det tidspunkt.

Foran 3-2 var det igen Komforts kamp, og der blev satser på en stærk defensiv og hurtige kontrastød, den afronorkse recept som virker så fint og som hele fodbold-Danmark taler om. Dragons kom frem til en del halve chancer, særligt et langskud der blev pareret med en ishockeytackling af Jannik, noget der vist ikke er set før.

Kontrastødene blev farligere og farligere og Ralf hamrede bolden på stolpen på et af dem,. Lidt senere spiller han Simon fri og denne placerer bolden fint ind under målmanden til 4-2. Alle var glade, curvaen exploderede og små børn sang Komfort-sange i gaden. Rådhuspandekager blev stegt og byens nøgler var lagt frem.

Lidt senere ramte Ralf igen stolpen, og Dan forfølger bolden og hamrer den tørt med kurs mod nettaget. Halvdelen af Komfort er i gang med at løfte armene i jubel da Dragons' målmand hev årets bedste redning i række 7C op ad lommen og kommer flyvende ud og redder bolden til hjørnespark.

Det ses ofte i syvmandsbold at hold går ned undervejs i kampen, særligt når de mødes af modstand som den Komfort leverede. Dragons skal i den forbindelse have en del ros for virkelig at kæmpe for det og tro på de kunne komme tilbage i kampen. Når de sparkede bolden langt forbi mål og jeg tog min tid om at hente den, spurtede en af deres ud og hentede den. Det var måske derfor ikke helt skidt at de kom på 4-3, efter et af mange gode angreb fra deres højre side. Et fladt indlæg, et af mange gode fra den kant, kommer en gul først på og lægger i det lange hjørne. Dragons fortsatte presset og fik udlignet, da et ufarligt skud passerer hele vejen igennem, overrakser både forsvar, målmand og Dragonsspilleren der hang i feltet. Denne opfatter dog det hele en brøkdel før resten og kaster sig glidende efter bolden og sender den i mål.

4-4, ikke lang tid tilbage og en spænding der vist ikke har mage i denne sæson. En mand var dog stadig vred og valgte at tage sagen i egen hånd. Jeg vil lade videoen nedenunder om at beskrive målet.




Dette kunne have været målet der sendte FC Komfort op på førstepladsen, men Dragons og på sin vis dommeren ville det anderledes. Dragons sendte alle folk med frem, inklusiv målmanden og en forsvarer på størrelse med en mindre personbil. De kom frem til flere gode chancer og end del hjørnespark, men ingen af mål da dommeren meldte at der var tredive sekunder tilbage. Johnny hamrer bolden ned i siden, Ralf holde rpå den og der går et minuts tid. Så får Dragons hjørne og mens viseren bliver færdig med sin anden omgang scorer de på hovedstød ved bagerste stolpe og dommeren fløjter endelig kampen af.

Dermed ender den 5-5, et flot resultat mod en rigtig god modstander, men uendelig bittert når Dragons var i sækken to gange i kampen og med al mulig chance for at snørre til og lukke kampen. Sådan skulle det ikke være, men oprykningen er såmænd stadig en stor mulighed. Det kræver nok 9 point i de sidste fire kampe, hvilket ikke forekommer usandsynligt såfremt kvaliteten far gårdagens kamp fastholdes.

Næste kamp er onsdag den 19, klokken 1810 mod Plaza, rækkens nummer fire.

søndag, september 09, 2007

Kampreferat: FC Komfort -ØP Konsult

En smuk søndag morgen på Kløvermarken lagde rammer til mødet mellem top og bund, da FC Komfort tog imod ØP Konsult. Komfort skulle forsøge at bygge videre på sidste kamps målfest og dermed komme videre i kampen om oprykning. Holdopstillingen var

Mads
Tobias -Thomas
Simon - Morten - Dan
Ralf


Veteranspilleren Johnny udgjorde bænken på sidelinjen af en bane der, ud fra Kløvermarken normale stand, var pæn med store områder med græs.

Om det var det uvante græs-underlag der krævede nogen tilvænning eller blot efterveerne af de nødvendige øl der blev drukket unders gårdagens landskamp vides ikke, men nogen god start blev det ikke til for Komfort. Der var såmænd ganske fint spil på to tredjedele af banen, men derfra kneb det og bagude blev der givet nogle nemme chancer væk. Konsult havde to gode afslutninger lige på mål før Komfort var helt klar.

Efter et kvarters spil bringer Komfort sig foran. Et følt udspark fra deres udsendte sender Ralf alene med kun tre Konsult-spillere. Han vælger at afdrible dem og afslutter fladt, men direkte på målmanden. Heldigvis springer bolden videre og skruer ind i mål.

Desværre var det stadig så som så med et gode spil, og helt galt gik det da Komfort helt glemte at spille fodbold i ti sekunder. Et indkast betyder at der pludselig dumper en løs bold midt i feltet. Mens tretten spillere står og nyder det gode vejr sparkes bolden fladt og i mål til udligningen.

Pauseteen blev brugt på den sædvanlige peptalk og der var tro på det efter en halvleg der havde været lidt af hvert. Godt nok havde det været en lige kamp, men der havde været gode momenter i spillet og desuden er Konsult notorisk gode til at melde sig helt ud af kampen når de bliver trætte midt i anden halvleg.

Anden halvleg viste meget bedre Komfortspil, særligt ved at stort set hvert angreb blev afsluttet. De mange afslutninger gav såmænd også pote, igen var det Ralf der havde sidste fod på bolden. Desværre kom Konsult igen tilbage i kampen og endnu en gang var det på en løs nedfaldsbold i feltet. Denne gang blev afslutningen lige rettet af på vejen og blev derfor utagelig, selvom selve skuddet ikke just var velplaceret.

Kort efter kampens anden udligning havde Konsult en stor chance, men den blev brændt og resten af kampen stod i Komforts tegn. Kampens femte mål stod Ralf igen for, og jeg kan faktisk ikke rigtig huske det, så evt interesserede bedes henvende sig til Ralf for en detaljeret beskrivelse. Målet til 4-2 er dog svært at glemme. Konsult begår frispark på kanten af feltet. Ralf tager den hurtigt mens Konsult står og glaner og smider den op i krydset.

Foran med to mål kunne Komfort pludselig det hele og det ene angreb efter det anet bølgede ned mod Konsults mål, altimens flere og flere fra deres hold begyndte at løbe en smule langsommere, hive lidt mere efter vejre og sparke lidt langsommere. Det var derfor ikke ufortjent at banens næstældste kunne kanonere bolden op i hjørnet efter et mønsterangreb fra de allerførste sider.

Målene begyndte at rasle ind og kampens sjette Komfort-scoring kom på et godt kontraangreb der efterlod Konsult som saltstøtter på banen. Bolden bliver spillet hurtigt rundt og til sidst kunne Morten sætte foden på og sende bolden roligt over stregen.

For ikke at skulle se lillebror rende med al mål-æren valgte Simon også at score, således at kun ældste bror ikke kom på måltavlen. Bolden bliver spillet godt rundt, Simon drejer med bolden og afdribler i samme øjeblik deres bagerste mand. Fri foran mål sparkes bolden utageligt op i nettaget, helt som taktikken foreskrev.

Bagud med fem mål løb den sidste luft ud af Konsult og Ralf kunne krone en fin formiddag med kampens sidste mål til 8-2. Dermed cementerer Komfort sin status som tophold og ligger fortsat lunt i oprykningskampen da Rotterne valgte at tabe til Flitsbuen samtidig.

Efter kampen var der øl og grill i det gode vejr med begge hold.



Næste kamp er i Valby mod rækkens nummer et, Dragons. En sejr i den kamp kan bringe Komfort på førstepladsen, så der er brug for samtlige fodboldklicheer i optakten.


torsdag, august 30, 2007

Kampreferat: Den Jyske Fraktion -FC Komfort

Efter en halvdårlig start på sæsonen var der ikke råd til at miste point mod rækkens absolutte bundprop, Den Jyske Fraktion. Komfort lå, på trods af kun en sejr i efterårets første tre kampe, på en tredjeplads, da de andre tophold ligeledes har indledt sæsonen skidt. Det umulige kamptidspunkt betød at Komfort akkurat kunne stille syv mand, men det var også alle mandfolk af allerfineste slags. Disse var:

Mads

Tobias - Thomas

Dan - Morten - Omar

Brian

Nyindkøbet Omar havde imponeret under en testkamp og gik direkte ind i startopstillingen.


Det våde vejr betød at bolden hurtigt gik rundt og Komfort så fra start ud til at være hurtigere i både tanke og handling end modstanderne fra Jylland. De første angreb begyndte at rulle mod fraktionens mål, men en særdeles livlig jysk målmand kom imellem og der gik derfor små ti minutter før Komfort fik hul på målbylden. Regnen har desværre ødelagt skribentens noter, så jeg kan ikke berette om hvem der scorede, men et bud kunne være Brian, der var i overdådigt spillehumør.

Efter det første mål fortsatte presset og det blev til både 2-0, 3-0, 4-0 og 5-0 på mål af Morten, Omar og minsandten om ikke Tobias kunne støde med frem og score et fint kontramål. Det meste af halvlegen var et langt pres mod jydernes mål og bortset fra et enkelt langskud var det Komfort der sad på hele spillet. Der var derfor ikke den store grund til omrokeringer eller udskiftninger i pausen, ikke at det sidste var en mulighed med Komforts slanke bænk. Taktikken var at gå ud og fortsætte angrebsspillet og få scoret såmange mål som muligt, mål der kan give en fordel til sidst i sæsonen i form af en god målscore.

Anden halvleg viste sig da også at blive endnu mere målrig end første, ikke mindst fordi jyderne til tider holdt helt op med at forsvare sig imod dybdeløb.Således kunne både Brian og Morten score efter at have overløbet deres bagerte, førstnævnte på blandt andet en smuk aflevering i dybden fra Thomas (så er den nævnt, Thomas!). Et ganske godt billede på forskellen mellem de to hold viste sig da Dans datter fik en bold i hovedet og blev tilset og trøstet af sin far imens Komfort spillede videre med seks mand på banen. På trods af at være en mand mindre udnyttede Komfort et indkast til at sende Morten i dybden og han sendte bolden i mål.

Desværre kom Jyderne tilbage i kampen efterhånden som Komfort hængte lidt mere på tilbageløbene og fik reduceret til 8-1 på et godt sideskift og til 9-2 på et tørt hug fra distancen. Komfort fik, så vidt jeg kan tælle og jeg er altså sproglig student, scoret 11 mål, men dommerens notater viste ti pinde, hvilket trods alt ikke skal skille os ad. Hvis jeg husker rigtigt, så fik Brian scoret fire gange, Morten det samme, Tobias og Omar en enkelt hver og sidst men ikke mindst brillerede en jyde med et vaskeægte selvmål.

Næste kamp
er mod ØP Konsult, tidligt næste søndag. ØP'erne har inviteret på lidt grilleri og ølleri efter kampen hvis vejret er godt, taberne køber naturligvis øllerne.

onsdag, august 22, 2007

Kampreferat: FC Komfort - Sporting Automobil

Efter en noget svingende start på efteråret med en smal sejr og et stort nederlag, skulle Kløvermarkens fodboldhelte endelig spille sig ind oprykningskampen. Modstanderen var de Inter-klædte fra Sporting Automobil, der havde vundet sæsonens første møde. Der var således ikke blot lagt op til revanche, men også til en herrefight på en bane der så nogenlunde ud, men som i virkeligheden var mere knoldet end Flandern Rundt. Komfort stillede op med følgende syv teknikere på banen:

Mads
Thomas - Tobias
Peter - Morten - Dan
Simon

En lettere forsinket Jannik udgjorde bænken og kom ind på midtbanen.

Kampen startede i et fornuftigt tempo, hvor begge hold spillede friskt til. Komfort havde måske et lille overtag, men Sporting kombinerede godt og kom ligesom Komfort frem til flere halæve chancer. Kampens første store chance tilfaldt Dan, der spillet fri i dybden, men det hårde skud blev flot blokeret med ansigtet af Sporting-keeperen, der iøvrigt havde en ikke uvæsentlig lighed med det tyske fodboldkoryfæ Rudi Völler.

Lidt senere gentog kunststykket sig, da Morten sendte den gamle mand i dybden på et hurtigt kontraløb og denne kvitterede med et hårdt skud i det lange hjørne til en fortjent føring i en stadig tæt kamp.

Kampen blev tættere endnuu og Sporting lagde et pres på Komfort og kom frem til en friløber der dog kun gav hjørne. Til gengæld blev hjørnesparket udnyttte optimalt da det bløde indlæg bliver firsttimet med en blød pote og skruer op i målhjørnet mens Komfort endnu står på falde fødder. Hvis det var indøvet var det et smukt mål, hvis det var held talte det alligevel.

Efterfølgende etablerede Sporting et godt pres på målet mod et Komfort-hold der virkede sløvt og tøvende. Presset udmøntede sig i et par gode chancer, herunder et drøn på overliggeren, men bagefter fik Komfort arbejdet sig ind i kampen og afsluttede halvlegen bedst.

Der var tro på det i pausen, Komfort havde, bortset fra en periode på ti minutter, haft et lille overtag og var kommet frem til masser af hjørnespark, indkast i den sidste tredjedel af banen, men måske ikke udnyttet det optimalt og skabt de chancer der kunne have gjort kampen mindre spændende.

Anden halvleg startede skidt, Sporting angreb igen og efter en noget uforstyrret dribletur afsluttes der fladt og svagt mod mål, men via en knold på banen springer den over en ikke helt sagesløs målmand. Det var mod spil og chancer og Komfort indledte herefter et massivt pres på Sportings straffesparksfelt.

Komforts pres betød at Sporting stort set ikke lavede meget andet end at losse bolden til hjørne, indkast og nogle få, men farlige kontrastød, der dog ikke gav flere mål. Flere mål blev det heller ikke til for Komfort, på trods af en halv snes hjørnespakr, en lille håndfuld frispark i gode positioner og utallige lange indkast. Kampen ender 2-1, men Komfort er på trods af nederlaget stadig med i spillet om oprykning, da de andre tophold ligeledes har tabt point.

Næste kamp er mod Den Jyske Fraktion, den 30 august på Kløvermarkens vindblæste men elskede græs.

tirsdag, juni 26, 2007

Kampreferat: Rotterne BK - FC Komfort

Ti smukke mænd mødtes på en jordbane et sted i Københavns sydhavn. Disse smukke mænd var:

Mads
Dan - Johnny
Jannik - Morten - Peter
Brian

På bænken huserede forsvarskrumtappen Thomas, midtbanedynamoen Simon og angrebstalentet Ralf.

Dagens topkamp havde trukket noget nær fulde huse på lægterne og af mere celebre navne tilstede kan nævnes Tobias og to piger der stod på sidelinien efter kampen var færdig. Udover ære, stolthed, håneret og en potentiel plads som C3-rækkens sommerduks, var der også revanche på spil, eftersom Komfort kunne tage hævn for et grumt sæsonåbningsnederlag på 8-0. Træner Thomas havde derfor beordret et strengt optaktsprogram, med obligatorisk Braveheart og indtil flere muntre anekdoter om Rottefængere og skadedyrsbekæmpelse.

Kampen blev sat igang i et smukt vejr og med en meget jævn, omend knap så græsbeklædt bane. Komforts smukke fysiske spillestil er allerede velkendt for de fleste læsere af denne hjemmeside, men de fæle fæle Rotter mangler heller ikke just timer i træningscentret og stillede med et par jævnt store brød. Der var derfor lagt op til en fysisk duel og der var heller ikke spillet mange minutter før kampens dommer måtte bede begge hold om at lade ham dømme og selv koncentrere sig om at spille bold. Det var ikke nogen ond kamp, men der var god tænding på for begge hold. Rotterne lagde bedst ud og situationen der fremtvang dommerens reaktion var en lang bold der blev tæmmet med både arm og lår og skudt på mål. Selve skuddet var dog rimelig ufarligt, men ganske godt udtryk for Rotternes fysiske spil, der lukrerede meget på lange bolde og dybdelød på kanterne. Senere i kampen skulle de dog vise sig også at være et ganske boldfast hold, der kunne modstå Komforts presspil i perioder.

Komfort har de sidste par kampe vist sig at være noget sløve i optrækket og dette topbrag skulle ikke vise sig at være nogen undtagelse. Rotterne dominerede kampens første tyve minutter og havde et par nærgående chancer på indkast og hjørnespark før de fik kampens første mål. Efter noget bakkende forsvarsspil får de afsluttet fra tæt hold og på returen kan en af deres spillere lige akkurat få bolden skovlet igennem forsvarsspiller og målmand og i mål.

Målet vækkede Komfort og resten af kampen var med Komfort i førersædet, mens Rotterne forsøgte at trække tempoet ud af kampen. Dette gjorde de ganske effektivt, men ikke mere end at Komfort kom frem til flere gode chancer. Første gang lægger Ralf bolden af på et hjørnespark, men Morten får afsluttet lige over overliggeren. Lige før pausen får Komfort tre store chancer, der først parreres to gange på stregen og til sidst får Brian hugget tørt, men den ikke helt nips-agtige målmand kommer ud i vandret og redder bolden. Komfort kunne derfor gå til pause bagud, men med vished om at have redskaberne til at komme tilbage i kampen.

Anden halvleg skulle vise sig at fortsætte som den sidste tredjedel af første. Komfort pressede Rotterne godt på banen og holdt dem til ufarlige frispark og langskud, omend Rotternes lettere rundkindede Berglund-klon mente at hans frispark der gik i muren ville være gået ind hvis nu selvsamme mur ikke havde været på plads, mål manden ikke havde haft den og at hele sparket i virkeligheden var blevet taget af en anden. Det gjorde det ikke og kampstatistikken viste derfor langt hen i anden halvleg, et fint nul ud for Rotterne og "skud på mål". Til gengæld stod de godt bagude, godt hjulpet af et par forsvarsspillere af typen der er nemmere at at tage toget udenom end at løbe turen.

Helt holde Komfort fra chancer kunne C3s tophold ikke og efterhånden som Ralf blev surere i anden halvleg blev han også bedre. Efter en mindre belejring af Rotternes felt får Dan fat i bolden og en usædvanlig klodset aktion af en rotte giver et frispark på kanten af feltet, da forsvarsspilleren sparker et fint lufthul og rammer den gamle gamle mand så hårdt at de amerikanske fodboldspillere på banen ved siden af vendte sig om og dømte "roughing the passer". Uanset hvor tydeligt frisparket var, og det var så tydeligt det kunne blive, så måtte banens spillere lige lægge ører til rotternes anførers jammer. Denne jammer skulle vise sig at have et ret ironisk skær senere i kampen. Stort set alle spillere stod i eller omkring Rotternes straffesparksfelt, men Ralfs frisparksbold gfandt vej igennem til netmaskerne og en helt igennem fortjent udligning.

Kort efter tørrede Ralf hele Rotternes forsvar og kom en mod en med målmanden, indtil en rotte begik et tydeligt frispark lige på kanten af feltet. Deres udsendte var ikke optimalt placeret i fohold til situationen og hvor den blev begået, men et tydeligere frispark begås ikke. Rotternes anfører viste sit videre vid ved højlydt at råbe "de kaster sig som kællinger dommer". Jeg kan kun glædes over at spille i en række med den slags kommentarkejsere og er sikker på at en frenologisk målning ville vise en vis kærlighed mellem kusiner og fætre i hans familie. Udover mistanken om straffespark burde Rotterne naturligvis have fået et gult kort, men med en mumlen om "han kom fra siden" fik dommeren afvist dette, på en dag hvor han ikke helt var på toppen. Frisparket afstedkom intet og Komfort kunne med rette føle at et frispark istedet for et gult kort med efterfølgende udvisning og et straffespark var noget heldigt sluppet. Heldet følger som regel et tophold og kort efter skulle dette vise sig at holde helt stik.

Et hamrende ufarligt skud i kampens sidste minutter, Rotternes første indenfor rammen siden midten af første halvleg, skulle blot samles op at deres udsendte. På en herlig måde der bringer minder frem om de værste fodboldfejl vælger jeg at lade være med at gribe bolden og istedet lade den ramme mig i brystkassen og hoppe mod hjørnespark. En rotte kommer i ryggen på mig og idet jeg rejser mig op kommer han ind på bagsiden af min arm og falder ganske hurtigt for en stor mand at være. Man kunne mindes modstanderens ord om kvinder af det feminine snit og deres hang til at snuble, men aa jeg havde ryggen til er jeg ikke den rigtige til at vurdere episoden, omend der var ganske tydelig kontakt. Om bolden så ikke alligevel var ude over baglinien er en anke, men først og fremmest havde det jo nok været en god idé at gribe bolden istedet. På trods af en fin opmuntring fra Johnny, scorede Rotterne på foræringen og vandt derfor kampen 2-1.

Der er nu sommerpause, som skal bruges på mental opladning, mulig onsdags og søndagsbold (Thomas vender tilbage med mere) og med gribeøvelser for enkelte.




tirsdag, juni 19, 2007

FC Komfort offentliggør ny sponsoraftale

Aftalen trådte allerede i kraft i lørdags, men før topkampen mod Lokomotiv Omkast blev den nye trøjesponsor officielt offentliggjort. Aftalen med Sportigan - Værløse, Ballerup og Farum sikrer Komfort et ukendt beløb de næste par år. FC Komforts kasserer udtrykker stor tilfredshed med aftalen, der også betyder at Komfort udskifter de velkendte Nike-trøjer med pæredanske Selects.

FC Komforts kasserer og træner med den nye flotte trøje

Kampreferat: Lokomotiv Omkast - FC Komfort

Tirsdag bød på endnu et vaskeægte topgør, da rækkens nummer to, FC Komfort, drog den lange vej til Ryparken, hvor rækkens nummer tre, Lokomotiv Omkast, tog imod. Opgørets vigtighed kunne ikke undervurderes, da Komfort skulle bruge point for fortsat at holde sig inden for en kamps rækkevidde af førstepladsen. Derfor havde træner Thomas sammensat et stærkt hold, der dog måtte undvære de to gamle RUTINEREDE Dan og Johnny. Holdet så således ud:

Mads
Tobias - Thomas
Jannik - Morten - Kenneth
Brian

Simon og Ralf startede på bænken jvf. mine noter.

Lokomotiv er et udpræget fysisk hold, med mange store og hurtige spillere, men måske knap så farlige på egen hånd. De scorer måske knap så mange mål, men til gengæld har de rækkens bedste forsvar. Derudover havde de til dagens kamp også en forstærkning i form af den hidtil dårligste bane i år.

Den håbløse bane krævede således også en del tilvænning og gjorde at kampen som helhed blev mere intens end egentlig velspillet, men underholdningen manglede ikke for de mange tusinde tilskuere der kørte forbi på Lyngbyvejen. Måske var det også kulissen der påvirkede spillerne, for kampens start blev noget krampagtig. Langsomt kæmpede Komfort sig dog ind i kampen og fik presset Omkast godt rundt på banen. Flere gange var det lige ved og næsten, men ind kom bolden ikke.

I topkampe er det nødvendigt at udnytte sine chancer er en ofte nævnt, men også sand fodboldkliché. Det gjorde ikke og ganske symptomatisk valgte Omkast istedet at score på deres første farlige afslutning i kampen. Sjusket spil af Komfort forærede Omkast bolden på kanten af feltet og gaven blev taget godt imod og udnyttet til 1-0. Komfort tog dog handsken op og kort efter tilkendte dommeren også holdet et straffespark, begået mod Morten. Morten selv mente ikke at der var straffe, men fra deres udsendtes plads i modsat ende af banen, ganske langt fra begivenhederne, var der ingen tvivl om at Morten ihvertfald faldt.

En anden fodboldkliché er at den spiller straffesparket er begået imod, ikke selv bør tage sparket. Det lod Komfort dog til at glemme og Morten sparkede som en bedre Preben Elkjær bolden et fint stykke forbi mål.

Komfort indledte efter straffesparket den måske bedste periode i kampen, bortset fra en enkelt forsvarsfejl der gav Omkast endnu et skud frit foran mål. Denne gang udnyttede de dog ikke chancen og kampen vendte brat, da Morten fandt Ralf i feltet og han med et fint hovedstød udlignede. Presset fortsatte og Brian ville også lege med. Først lobber han bolden over en forsvarsspiller og afslutter så fra en spids vinkel uden for målmandens rækkevidde.

Foran 2-1 ved pausen var der gund til glæde. Godt nok havde der været en dårlig periode og mange fejl, men da tempoet blev skruet op havde Komfort vist sig som det bedre hold og hvis presset kunne holdes, så var der inge grund til at føringen ikke kunne blive større.

Om det var overmod, manglende evner eller blot et bedre Omkast-hold der kom ud fra pausen ved jeg ikke, men Komfort var på hælene i begyndelsen. I første halvleg havde de ofte forsøgt med dybe afleveringer der skulle sende deres spillere ud i løbedueller, men i begyndelsen af anden lykkedes det og et godt skruet skud fandt målhjørnet via mine handsker. Absolut ikke nogen god start på halvlegen, men det skulle såmænd blive værre. En Omkaster komer igennem fra kanetn af feltet, taber bodlen, men istedte for at blive sparket væk tabes den i en nyttesløs dribling i feltet. Den tabte bold bliver sparket mod mål, og langsomt finder den indersiden af stolpen og sniger sig lige akkurat indenom stregen.

Bagud for anden gang i kampen var der kun en vej for Komfort og det var fremover. Morten blev rykket frem i angrebet og det ene angreb efter det andet bølgede frem mod Lokomotivs mål, som dog holdt stand langt hen i kampen. Helt lukke af kunne de dog ikke, da Ralf hamrede bolden i hjørnet fra en god afstand. Godt for ham at han scorede, for ellers kunne de to helt frie Komfort-spillere i feltet have følt sig forbigået med nogen ret.

Den gode moral i comebacket blev understreget i den fortsatte angrebsiver, der nærmest betød at modstandermålet var under beljering og at der blev lukket godt ned i forsvaret. Morten havde flere gode chancer, Brian havde en halvflugter der sned sig uden om stolpen og havde Komfort fået det fjerde mål, havde det vist ikke været helt ufortjent. Ind kom bolden dog ikke og kampen slutter 3-3 efter en hård, men også fair kamp.

På tirsdag venter årets måske vigtigste kamp, topopgøret, returkampen og ikke mindst revanchen mod Rotterne BK. Alle spillere, holdledere og fans bedes indfinde sig i god tid inden kampstart 1825 på Valby Idrætspark.

søndag, juni 17, 2007

Kampreferat: Valle FC - FC Komfort

Efter sidste uges nederlag til De Modige Mænd skulle FC Komfort førsøge at revanchere sig mod bundholdet Valle FC. De sidste par dages strålende sommervejr var afløst af et godt gammeldags skybrud. Komfort kunne desuden spille i helt nye trøjer, efter at have indgået den vel nok største sponsoraftale i klubbens historie, med Sportigan. Syv våde mænd stillede op i følgende opstilling:

Mads
Tobias - Johnny
Simon - Dan - Peter
Brian

Udover modstanderholdet var banen i sig selv også en modstander. Hele midten af banen var græsløs og med det fine regnvejr forvandlede store dele af banen sig til en god gammeldags mudderpøl. Flere steder var der så meget vand og mudder at bolden hang fast og især det ene straffesparksfelt var bedre egnet til dambrug end fodbold.

Den besværlige bane satte sit præg på spillet, der ikke var særlig kønt, men alligevel fik Komfort sat sig nogenlunde på spillet. Bolden blev kørt fornuftigt rundt og holdet kom frem til flere gode chancer, men helt ind kom bolden ikke. Istedet kom Valle tilbage i kampen og fik først en stor chance da deres skribent sparkede helt skævt på en tilbagelægning. Bolden trillede ind i en mudderpøl og lagde sig fint til rette for en Valle-spiller, men hans afslutning blev reddet på stolpen.

Kort efter skulle Valle få kampens største chance, da et hjørnespark og en nærkamp i feltet resulterer i en Valle-spiller liggende i mudderet og et dømt straffespark. Det syntes som en hård dom, men det kunne nok forsvares. Straffesparket blev dog heldigvis ikke udnyttet, da det svage spark midt målet blev reddet.

Istedet slog Komfort til med et perlemål, da Dan fangede målmanden ude af sit mål og fra 20 meter sendte bolden over alle spillere men under overliggeren. Et ganske fint mål der bringer ham op på fem sæsonscoringer. Kort efter fløjtede dommeren til pause.

Med en føring i hånden kunne Komfort tillade sig at spille lidt afventende i anden halvleg og lade Valle om at presse. Valle startede da også som lyn og torden og skød på mål i samme øjeblik kampen blev fløjtet i gang. Ellers formede det meste af anden halvleg som en kontrolleret affære, hvor Komfort spillede bolden fornuftigt rundt og fik flere chancer for at komme yderligere foran. Det skete cirka halvvejs, da Brian afdriblede det meste af Valle et par gange og fra baglinien sendte bolden fladt i mål. Et fint mål, og kort efter fik både Dan og Peter chancen for at bringe Komfort yderligere foran, men chancerne blev ikke udnyttet helt.

Valle kom naturligvis længere frem på banen og efter lidt klumpspil fik de også reduceret på et skud der sad helt ude ved stolpen. Tættere på kom de ikke og Komfort trak efterfølgende tempoet helt ude af kampen. FC Komfort vinder 2-1 og rykker dermed op på andenpladsen.

Næste kamp er på tirsdag klokken 1825 i Ryparken mod førerholdet Lokomotiv Omkast.

søndag, juni 10, 2007

Kampreferat: FC Komfort - De Modige Mænd

Ved en irriterende fejl røg mit fyldige referat fra fredagens kamp ud og væk i cyberspace et sted (uden pis!).

Da jeg ikke gider gentage de ellers utroligt kloge ord vil jeg nøjes med at:

- fastslå at vi tabte 7-3 til et rigtigt godt hold der givetvis ville ligge i toppen hvis de kunne stille dette hold hver gang (men det kan de ikke og derfor bliver de ingen trussel for vores oprykning).

- uddele ros til de defensive kræfter der vedblev med at kæmpe (særligt Mads i målet samt Simon i gentagne tilbageløb) selv da vi var bagud med tenniscifre - til glæde for hele holdet.

- rose den fine afslutning der reddede en flig af æren samt gjorde at vi sluttede kampen bedst med 3 scoringer i træk.

- erkende at vores spilsystem skal og må være 2-3-1. Vi spiller ikke så effektivt når vi kun har to mand til at lave alt løbearbejdet på midtbanen.

- garantere at der venter 2 svære og en lidt nemmere kamp (BK Rotterne, Lokomotiv Omkast, Valle FC - i omvendt rækkefølge), som dog sagtens kan indbringe 9 points.

- tro på at vi sørger for at afgøre det hele - hvilket vi som bekendt sagtens kan - således at vi tilbageerobrer førstepladsen på denne side af sommerferien. Det er faktisk rimeligt realistisk på trods af det lille tilbagefald i seneste kamp.

- bede om at I hver især melder tilbage om både den kommende kamp (lørdag d. 16/6 13.30) samt den næste (tirsdag d. 19/6 18.25) . Kampene er i henholdsvis Valby og Ryparken og dem både kan og bør vi vinde.

Forza Komfort!

Thomas