En yderst tidlig søndag morgen mødte ti kampklare Komfort-spillere op til kamp på Kløvermarkens rædsomme kunstgræsbane, der i dagens anledning var ekstra sandet. Modstanderen var Fodboldorkesteret, som inden dagens kamp havde opnået maksimumpoint i deres foreløbigt fem kampe og kun blev overgået af B. Søborg på grund af en dårligere målscore.
Komfort, der i dag stillede op i nyindkøbte fine grønne veste grundet copycat-modstandernes valg af trøjefarve, startede på følgende vis:
Emil
Morten - Tambo
Kristian - Jannik - Patrick
Brian
Bænken blev udgjort af Peter, Mikkel og Peter Degn i skikkelse af Polak-Anders - tre midtbanespillere, og der blev da også rokeret ivrigt undervejs i kampen i netop den kæde. Mads stod for billeder og kreative øgenavne til modspillerne, mens coach Klinkby havde styr på de taktiske finesser.
Komfort lagde godt ud med tålmodig spilopbygning. Forsvaret med de bevægelige og unge Tambo og Morten (som altså står i kontrast til eksempelvis Dan, der både er pivgammel og som oftest ikke bevæger sig over et større areal end en radius på 5 meter) fungerede godt, og de lukkede både af defensivt, men var især en force frem ad banen, da kunstbanens bredde blev udnyttet fint i opbygningen bagfra. Den rædsomme modstander var dog også udmærket med og spillede ligeledes bolden pænt rundt til tider, men deres okay start blev dog opvejet i negativ retning af deres angriber med nummer 9, der vist nok hed Tue, lignede en kombination af Brian Nielsen fra Vejle og Sidney Lee og talte med en fin jysk accent. Som et resultat af dette, vil jeg konkludere, at Komfort havde overtaget.
Komfort skabte en del halvchancer i starten af kampen, ligesom Fodboldorkesteret også kom frem til eksempelvis en friløber ude i højre Komfort-side, men den dejlige Komfort-keeper nappede dog skuddet med en fin fodparade. Der var dog ikke så meget at gøre kort efter, da en mand kommer forbi Morten i højre side. Morten kommer tilbage og prikker bolden sikkert til hjørne, men dommeren dømmer noget uforståeligt straffespark. Jeg skal ikke afvise, at Morten kom flyvende med knopperne først i en tofodsstempling i knæhaserne på modstanderen, men det lignede grangiveligt et latterligt tyndt straffespark. Fodboldorkester-manden sparker den fladt til venstre, mens keeperen går til sin højre side, og så var Komfort noget ufortjent bagud.
Fin moral holdt Komfort inde i kampen, men heldet var ikke med Kløvermarkens Helte. Mortens indlæg fra lidt bag midterlinjen ude i højre side har retning mod Patrick, som på fancy vis vælger at dukke sig. Tricket narrer målmand og forsvar, men Morten får ikke lov til at notere sig sæsonens anden scoring, idet bolden rammer stolpen og springer i spil igen. På et eller andet tidspunkt - jeg er ikke helt sikker på, hvor chancen lå i forhold til scoringerne - valgte Tambo også at sparke bolden i sidenettet, hvilket medførte stor jubel hos keglerne på sidelinjen inden de indså, at bolden altså gik højre om stolpen.
Anden halvdel af første halvleg er nok noget af det flotteste fodbold, Komfort nogensinde har spillet. Kristian får udlignet til 1-1 med et tørt og fladt hug ned i det lange hjørne, hvilket bestemt var et flot mål, men kampens rigtige perle kommer kort efter. Kristian har bolden lidt ude til venstre, hvorfra han Michael Laudrup-lobber den over to forsvarsspillere og ind til Mikkel, som helflugter bolden ind til 2-1. Og Komfort holdt sig til de flotte mål, for 3-1-scoringen var ligeledes en pæn en af slagsen. Modstanderen slår et højt indlæg ind, som den unge og smukke keeper piller sikkert. Et hurtigt udkast til Kristian sætter en kontramulighed i gang. Kristian spiller den til Mikkel, som er ved at tabe den, men prikker den tilbage til Morten, der med en skarp og præcis inderside finder Kristian i dybden i venstre side. Kristian spiller bolden forbi keeperen fladt ind imod Peter, men inden den når så langt har en Fodboldorkestermand smadret bolden ind i det tomme mål. Ud fra denne pragtpræstation vil jeg antage, at han i orkesteret svarer til enten en brumlende basun eller er en af de fyre, man lader spille et udueligt instrument som triangel eller klaves hvor de ikke kan gøre den store skade, men stadig kan føle sig som en del af fællesskabet.
Herefter kørte Komfort bolden rundt i resten af halvlegen, dog lige afbrudt af endnu en herlig dommerbeslutning, da denne atter engang valgte at dømme et yderst tyndt frispark, denne gang uden for feltet, mod Morten. Brian Nielsen, som med sin tekniske elegance og fedtede hår må være orkesterets violinspiller, valgte at losse bolden harmløst forbi.
Dermed 3-1 ved pausen, og i denne blev der rost, krammet og raget løs på mandlig vis, mens der blev snakket om at fastholde tålmodigheden i opspillet. Tålmodigheden var ikke helt den samme som i slutningen af første halvleg, men spillet var dog stadig utroligt pænt i anden halvleg. Hurtige kombinationer finder Brian ved forreste stolpe, og han prikker bolden ind til 4-1.
5-1 blev det såmænd også. Morten slår en følt bold op imod Brian i venstre side, men bolden er en smule for lang, hvilket prompte får Komfort-keeperen til at råbe "kom igen, Morten, godt set ellers". Brian når dog bolden en halv meter bag baglinjen og får slået den ind over, hvor Mikkel flugter den i mål. Alle på banen var vist enige om, at bolden var et pænt stykke ude, men dommeren anerkendte målet til store protester. Dermed stod det altså 1-1 i dommerforæringer, der fører til mål, men det var så også det eneste aspekt af kampen, der var lige denne morgen i Kløvermarken. Morten syntes tydeligvis, at dette var meget synd for de stakkels orkestermænd, så han vælger at spille bolden på tværs af mål direkte i fødderne på en modstander, der spiller bolden til venstre for sig til en mand, der kan hugge en reducering utageligt ind i det lange hjørne. Reduceringen giver kort Fodboldorkesteret en smule liv, og de kommer da også frem til eksempelvis et godt langskud, som Komfort-keeperen parerer, men da Tambo går med frem i en kontra og med venstrebenet sparker bolden fladt og svagt under målmanden, er kampen lukket helt igen ved 6-2. Resten af kampen skal egentlig bare bruges på at få tiden til at gå, men Fodboldorkesteret får dog en sidste mulighed. Et indlæg fra deres venstre side bliver headet hårdt, men midt på keeperen, inde foran mål. Den smukke Komfort-keeper får med sin refleksredning kun vippet bolden i en blød bue ud til venstre, hvor en orkestermand - sandsynligvis en kontrabassist eller en trompetist - kan flugte bolden mod mål, men den frygtløse Komfort-keeper springer modigt ud i fødderne på ham og får blokeret helflugteren. Kampens sidste rigtige action står Morten for, da han vælger at blokere et brag af et skud med inderlåret.
Kampen ender 6-2 efter en flot holdindsats, der også blev afspejlet i Man of the Match-afstemningen. Hele seks mand fik stemmer; Jannik og Kristian en enkelt hver, mens Tambo, Morten, Mikkel og Patrick nappede to af slagsen inden træneren til sidst skar igennem med den afgørende stemme, således at Patrick blev en velfortjent Man of the Match med tre stemmer efter godt defensivt arbejde, pæn teknik og fine udfordringer.
FC Komfort 6-2 Fodboldorkesteret
0-1
1-1 Kristian
2-1 Mikkel
3-1 (selvmål)
4-1 Brian
5-1 Mikkel
5-2
6-2 Tambo
Billeder fra kampen:
Koncentreret opvarmning.
Komfort presser højt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar