søndag, september 13, 2009

FC Komfort - BK Rubicon

Hanen havde stadig ikke forladt hønsehuset, en vis herre med horn i panden ledte stadig efter sine sko og morgenstunden havde sandelig ikke guld i mund, men blot almindelige harske morgenånde, da Klinkbys soldater mødte op til vaskeægte "sådan lidt under midten"-brag på Kløvermarkens allerfineste grusgræs-bane. Manager Klinkby var blevet tvunget til at ryste posen med startopstillinger, da begge de yngre dele af Klinkby-klanen måtte melde afbud. Dermed stillede FC Komfort uden en eneste Klinkby på banen, hvilket så vidt min Alzheimer husker, ikke er sket før i min tid på holdet. Begge skadede Klinkbyer var dukket op og indtog stemningsafsnittet, sammen med det stadigt skadede andenmålmandstalent. Til gengæld var Kristians ankel igen fit for fight, hvorfor han indtog udskiftningsbænken, og dermed så publikumsfavoritterne således ud:

Mads

Pawel - Tambo

Pirgo - Jannik (c) - Patrick

Brian

Modstanderne fra BK Rubicon kæmpede for at holde sig på afstand af nedrykningsstregen, men som Komfort oplevede i det første opgør, så gør man klogt i at spille koncentreret i samfulde 60 minutter samt tillægstid, hvis man skal snuppe tre point fra de blåklædte.

Det var Rubicon der kom bedst fra start, hvor Komfort havde problemer med at få spillet til at hænge sammen, og derfor tabte bolden for hurtigt og for nemt. Rubicon pressede spillet langt op på banen, og kom frem til flere fornuftige chancer. Komfort fik dog lidt bedre fat i spillet, men det var alligevel mod chancernes fordeling, da Pirgo efter et lille kvarters tid satte et par mand af, fandt Jannik i fri position, og den vikarierende anfører bragte uden problemer Hele Danmarks Komfort foran.

Føringen gav Komfort vinger, og bolden blev nu spillet hurtigt rundt, mens forsvaret overvandt begyndervanskelighederne og fik godt styr på Rubicon og særligt deres femmer, gennem hvem det meste af Rubicons spil gik. Desværre holdt forsvarsbolværket ikke til pauseteen, da Rubicon fik udlignet med en blanding af et fint skud og gedigent held. Der afsluttes skråt, lidt uden for feltet, og den skruede inderside havde kurs mod indersiden af stolpen. Jeg fik det yderste af handsken på og sendte den på stolpen, hvorfra den kom return to sender direkte ind i ryggen på mig, og hoppede i mål.

Selv om udligningen var en lort at sluge, var der mest positivt at drøfte i pausen, da Komfort kort før pausen kom foran, da Kristian efter kanp et minut fandt Brian i dybden med en herlig aflevering. Brian takkede for bolden og satte bolden fladt i mål fra en spids vinkel.

Rubicon var rystede, og smed en del folk frem i deres angreb fra anden halvlegs start. Men istedet var det Tambo sparkede en løs bold langt frem hvor den landede for fødderne af Brian, der var eneste markspiller tilbage på Rubicons halvdel. Brian venter, venter, og venter, før han spillede den skråt til den fremstormende Kristian, der satte en blød inderside på og sendte bolden i det tomme mål, og Komforts fans ud i en jubelrus.

Nu rullede bolden hurtigere end nogensinde, og det syntes mere et spørgsmål om hvornår Komfort ville lukke kampen, end om Rubicon ville være i stand til at komme tilbage i kampen. Men tilbage i kampen kom de, da Komfort tabte et par tacklinger, og en blå kom i fri skudposition, hvilket han kviterede for uden dikkedarer.

Komfort fortsatte det gode spil, sad på det meste og holdt Rubicon til skud fra spidse vinkler eller blokerede, og en enkelt tretrinsmegachance, der kostede blod, sved og tårer, før Pawel fik raget bolden og kastanierne ud af ilden, mens flere gode chancer blev brændt i den anden ende.

Med lidt over ti minutter igen, så Komfort dog igen ud til at endegyldigt at sikre sig de tre point, da Kristian udfordrede i højre side, og afleveringen ind mellem venner og fjender tog Jannik sig af, og via stolpen sendte han bolden i nettet.

Sidste gang Komfort og Rubicon mødtes, fik de udlignet i allersidste minut, efter at Komfort burde have lukket kampen ned længe inden. Det skulle desværre gentage sig. Et Hail Mary spark langt frem overraskede Tambo, der desværre mistimede sit indgreb, hvilket gav dem en friløber, som de ikke var sene til at udnytte. Lidt efter er den igen gal, da lidt tøven fremme af banen, gav en løs bold, der sprang frem til endnu en friløber, som igen udnyttedes uden tøven.

I kampens afslutning var det endda ved at gå helt galt, da en bold fik lov til at passere hele vejen igennem forsvaret til to pivudækkede blåklædte modstandere. Men heldigvis for Danmarks darlings valgte Rubicons nummer tolv at forsøge sig med hælen, hvilket ikke så ud til at være hans spidskompetence eftersom han primært ramte sit eget støtteben og kun lige akkurat fik snittet bolden en syv-otte meter forbi mål.

Den ganske udmærkede dommer fløjtede kampen af kort efter, mens manageren kvitterede for indsatsen med wienerbrød croissanter. Jannik og Pawel var begge i spil som MOM, men Janniks overblik og rutine sikrede ham sejren.


Ingen kommentarer: